Ideer til indendørshygge - Ideer til indendørs aktiviteter for både store og små

NY BOG: FAVORITTERNE – KØB BOGEN HER – GRATIS SIGNERING – HURTIG LEVERING

Inspiration

Ideer til indendørshygge

I forbindelse med den forværrede situation med udbredelsen af Covid-19/Coronavirus i Danmark (og resten af verden), så er der blevet vedtaget fra regeringens side, at elever, studerende, mange offentlige ansatte, og dem der har mulighed for at arbejde hjemmefra, bliver hjemme for at inddæmme smitten. I sådan en situation må vi stå sammen og passe godt på hinanden, især de ældre og de svækkede! Vi må hjælpe, hvor vi kan og følge råd om hygiejne med at spritte af, vaske hænder ofte, hoste og nyse i ærmet, ikke stå for tæt på andre mennesker og samtidig undgå at være sammen med mange mennesker samlet på et sted. Jeg sender mange tanker til dem, der er berørt af Corona, og dem der arbejder hårdt for at få hjulene til at dreje rundt, og som er med til at gøre en kæmpe forskel for os andre i disse dage.

Og husk nu at der er nok varer i supermarkederne til os allesammen, hvis vi kun køber det vi har brug for, så der er altså ingen grund til panik og hamstring. Brug også gerne op af madvarer, du allerede har i skabe, skuffer og fryser. Og lige et tip: 1 pakke gær kan blive til 5-10 portioner koldhævede boller – det er rigtig mange boller! Prøv mine koldhævede sprøde og luftige boller eller mine koldhævede gulerodsboller.

Selvom jeg normalt arbejder hjemmefra, har jeg også måtte aflyse aftaler og møder, som jeg havde set frem til at deltage i og bliver hjemme i de næste 14 dage.

Jeg har på baggrund af denne situation samlet alle mine ideer til indendørshygge og aktiviteter, både for store og små, som kan laves i de kommende uger, hvor Danmark nærmest lukker ned. Hvis du har nogle andre ideer, så skriv dem gerne i en kommentar, så andre kan få glæde og inspiration af dem:

  • Bag kager og brød: Selvfølgelig mit forslag nummer 1! Bag lækre kager og brød sammen. Prøv f.eks. min svampede chokoladekage, chocolate chunk cookies, chokoladeboller, sprøde og luftige boller, bløde pølsehorn, hjemmebagte bagels, hjemmelavede mælkesnitter, snaskede og svampede kanelsnegle eller fastelavnsboller.
  • Lav simreretter: Hyg dig med at kræse om maden og lav lækre simreretter, der kan laves klar om formiddagen og som kan stå at simre hele dagen. Prøv f.eks. min hjemmelavede butter chicken, græskarsuppe, lasagne eller mørbradgryde. Eller bare en almindelig kødsauce, der har simret i flere timer, smager fantastisk.
  • Lav surdej: Jeg har faktisk flere gange eksperimenteret med surdej, men uden rigtig at komme i mål med det, fordi jeg har glemt at fodre den i hverdagens travlhed. Du kan hente masser af viden og inspiration om surdej lige her.
  • Seriemaraton: Se alle dine yndlingsserier og måske nogle helt nye.
  • Ryd op i skuffer og skabe: Både i køkkenet, men også i resten af huset. Fjern f.eks. det tøj du ikke bruger, og giv det videre til andre eller til genbrug.
  • Hjemmetræning: Lav styrketræning eller yoga. Der er flere træningsprofiler på Instagram, som tilbyder gratis træningsprogrammer, som kan laves hjemmefra.
  • Hovedrengøring: Sving støvsuger, kost og klud og få gjort hele hytten ren.
  • Spille spil: Puslespil, vendespil, kortspil, kabaler eller sjove og lærerige spil på telefonen. En af vores familiefavoritter er Bezzerwizzer og Klask.
  • Perler: Det kan både være perleplader, men også smykker med perler.
  • Male: Både i malebøger, men måske også male en væg i en fin farve.
  • Påskepynt: Et hyggeligt krea-projekt med hjemmelavet påskepynt og fine gækkebreve med rim.
  • Hjemmebiograf: Find dyner og puder frem, lav popcorn, biografbilletter og find en god film.
  • Hjemmespa: Lav dit eget hjemmespa med ansigtsmasker, fodbad og massage.
  • Bøger og lydbøger: Måske har du normalt svært ved at nå at få læst en god bog eller høre en lydbog.
  • Strik og hækl: Du kan lære at strikke eller hækle. Der findes mange strikkeopskrifter og hækleopskrifter rundt omkring på nettet og i magasiner.
  • Collage: Find magasiner og aviser frem og klip billeder og citater ud og klistre dem på et stort stykke karton.
  • Opkald: Ring til dine venner, veninder eller familiemedlemmer, som du måske ikke har snakket med i lang tid.
  • Tømme ud i fryseren: Få tømt ud i fryseren og lav f.eks. syltetøj af diverse bær.
  • Taknemmelighedsliste: Skriv alle de ting ned du er er taknemmelig for. En rigtig fin øvelse.
  • Syng og dans: Du kan synge SingStar eller danse JustDance.
  • Podcast: Jeg elsker at lytte til podcasts, og en af mine favoritter er Sitter podcast. Der findes så mange forskellige podcast, som både byder på underholdning og masser af ny viden.
  • Forspiring af frø: Nogle planter kan allerede forspires nu f.eks. tomater.
  • Virtuelle museumsbesøg: Mange af verdens største museer byder på virtuelle museumsbesøg f.eks. Louvre i Paris,  Metropolitan Museum of Art (MET) i New York og Statens Museum for kunst i København. Tjek det ud på internettet.

Skriv endelig en kommentar

Skriv en kommentar