Nemme snaskede kanelsnegle

Snaskede og svampede kanelsnegle er nok noget nær det bedste jeg ved. De er nemme at lave og kan både laves som en kanelsnegle-kage i en springform, eller blot bages hver for sig på en bageplade. De bliver mest svampede og man undgår den hårde og tørre kant, hvis man bager sneglene som en kage.

Nemme snaskede kanelsnegle
Ingredienser

Opskriften giver ca. 20 kanelsnegle

Dej:

50 g gær

2 dl sødmælk, lunken

2 æg

100 g smør, stuetemperatur

½ tsk salt

1 spsk sukker

½ tsk kardemomme

ca. 500 g mel

Remonce:

120 g smør, stuetemperatur

2 spsk stødt kanel

80 g sukker

50 g brun farin

60 g revet marcipan

1 sammenpisket æg til pensling

Glasur:

Flormelis

Kogende vand

Fremgangsmåde

Dej:

Opløs gæren i halvdelen af den lunkne mælk i en røremaskine. Når det er opløst hældes resten af mælken i. Tilsæt salt, sukker, æg, smør og kardemomme og rør godt. Tilsæt nu ca. halvdelen af melet og ælt dejen på maskinen. Tilsæt derefter resten af melet indtil dejen ikke er klistret og slipper skålen, når den rører rundt. Lad dejen hæve i skålen i 1 time under et viskestykke.

Remoncen:

Bland alle ingredienserne godt sammen med en gaffel og stil til side, til det skal bruges.

Sådan laver du kanelsneglene:

Rul dejen ud i en firkant på et bord drysset med en anelse mel. Fordel remoncen på hele dejen og helt ud til kanterne. Rul dejen til en lang pølse og skær nogle lige store kanelsnegle ud. Du kan enten lave en kanelsnegle kage i en springform på 28 cm i diameter eller blot lægge dem på to bageplader beklædt med bagepapir. Lad kanelsneglene hæve i 30 minutter, imens du tænder ovnen på 180 C. Pensl kanelsneglene med æg og bag kanelsnegle-kagen  i ca. 20-25 minutter og kanelsnegle på bageplade i ca. 15-20 minutter.

Rør flormelis og kogende vand sammen til en glasur. Drys glasuren over de lune kanelsnegle og nyd dem med det sammen. Kanelsneglene kan fryses og blot varmes i ovnen eller på en brødrister inden servering. Velbekomme!

13 Comments
  1. Nu har jeg bagt disse snegle en enkelt gang! Og hold nu op hvor er det bare de bedste kanelsnegle jeg nogensinde har smagt! Spørgsmål: kan man halvere gærmængden og koldhæve dem? Jeg skal have dem med til noget brunch i morgen og så ville det være fedt hvis de var så nybagte som muligt.. eller har du et andet fif hertil?

  2. Hej Frederikke,
    Jeg vil gerne lave dem til et morgenmadsbord, men kan godt se at jeg skal riiimelig tidligt op hvis de skal laves på dagen 🙈 Tror du man kan lave dejen aftenen inden? Og i så fald – ville du se bare lave dejen, eller ville du også rulle sneglene og sætte dem i formen, og så bare vente med at bage til næste dag?

    1. Du kan sagtens lave dejen og rulle dem aftenen inden, det har jeg tit gjort 🙂 Tilsæt blot 1/4 pakke gær i stedet for en hel pakke! Tag formen med snegle ud af køleskabet min. en halv time før de skal bages, så de kan nå at hæve. Rigtig god fornøjelse! Kh Frederikke

  3. Nu er jeg kommet til at putte ægget med ned i remoncen. Gør det noget? Eller skal jeg lave det om?🤔

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.