Bløde og luftige pølsehorn - Opskrift på de bedste pølsehorn
Opskrifter Livsstil Shop

Bløde og luftige pølsehorn

De bedste, bløde og luftige pølsehorn! Årh, hvor jeg elsker pølsehorn – det har jeg altid gjort. Pølsehorn minder mig om folkeskolen, når man var gammel nok til at gå over i centeret for at købe frokost. Der blev spist mange pølsehorn fra Føtex bageren dengang. Pølsehorn minder mig også om skiferie, da vi tit har bagt en kæmpe portion og frosset ned og efterfølgende taget med til den lange køretur.

Disse pølsehorn er med en smørfyldt og luftig dej, store brunch pølser, ketchup, og så er de pyntet med både sesamfrø, chiafrø og hørfrø. Jeg har også en opskrift på nogle lidt grovere pølsehorn lige her. Der er mange måder at lave pølsehorn på. Her har jeg nemt og hurtigt blot skåret dem ud, men man kan også rulle pølsehornene. Pølsehornene kan sagtens fryses ned. De er også en perfekt snack i madpakken. Rigtig god fornøjelse!

Bløde og luftige pølsehorn

Brød til 6-8 personer
Forberedelse 1 t. / Tilberedning 35 min. / I alt 1 t. 35 min.
Ingredienser

Bløde og luftige pølsehorn (14-16 stk.)

50 g gær

3,5 dl sødmælk, lunkent

2 spsk græsk yoghurt 10 % eller creme fraiche 18 %

2 æg

2 spsk sukker

6-700 g hvedemel

1,5 tsk. salt

100 g blødt smør

1 æg rørt sammen med 1/2 dl fløde, til pensling

Derudover

14-16 store brunchpølser, eller alm. pølser skåret i halve

Ketchup, kan undlades

Sesamfrø, hørfrø, chiafrø til drys

Fremgangsmåde

Bløde og luftige pølsehorn

Rør gæren ud i den lunkne mælk. Tilsæt græsk yoghurt, æg, sukker og lidt af melet og rør rundt. Tilsæt saltet sammen med mere mel og ælt dejen imens resten af melet tilsættes lidt ad gangen. Tilsæt smørret lidt ad gangen og ælt det godt ind i dejen. Ælt dejen godt sammen til den bliver blank og smidig og slipper skålen. Lad dejen hæve ved stuetemperatur i skålen i ca. 1 time under et fugtigt viskestykke.

Tænd ovnen på 200 C varmluft.

Rul dejen ud til en stor firkant på et meldrysset bord. Del dejen i 2 dele (vandret). Placer pølserne med lidt mellemrum på det ene dejstykke og kom ketchup på. Læg det andet dejstykker henover og skær pølsehornene ud. Placer pølsehornene på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve i 15 minutter. Pensl herefter pølsehornene med æg og fløde og drys, og bag dem i ca. 18-20 minutter. Lad dem køle af og nyd dem. Velbekomme!

Bedøm denne ret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven