Snacks til kør selv ferien

Snacks til kør selv ferien – De fleste har vinterferie i de kommende uger og rigtig mange kører på skiferie. I den forbindelse tænkte jeg at lave dette indlæg med inspiration til, hvilke snacks man kan medbringe til den lange køretur. Jeg har selv været på skiferie hver vinterferie hele mit liv, hvor vi både har kørt til Norge, Frankrig, Italien og Østrig. Alle destinationer der ligger mange timer væk i bil, og hvor man har brug for gode snacks til turen. Her kommer nogle af de ting vi har medbragt i min familie, når vi har kørt på ferie, både skiferie, men også sommerferie. Der er en opskrift på en nem dej, der kan bruges til både lækre pølsehorn og til pizzasnegle. Det er også super lækkert at smøre pesto på dejen og drysse lidt revet ost udover og lave pestosnegle. Hvad har du med af snacks på kør selv ferie? Del dem meget gerne i kommentarfeltet, så vi kan inspirere hinanden.

 

Inspiration til snacks:

 

 

Snacks til kør selv ferien
Ingredienser

Dej:

50 g gær

4 dl vand

1 dl yoghurt naturel eller A38%

2 tsk. salt

1 tsk. sukker

0,5 dl olie

Ca. 700-800 g hvedemel (du kan erstatte noget af melet med fuldkorns- eller grahamsmel)

1 æg til pensling

Pølsehorn (ca. 14 styks):

14 brunch pølser eller 7 store delt i to

Evt. ketchup eller tomatpure

Sesamfrø

Pizzasnegle (ca. 20 styks):

100 g tomatpure eller tomatsauce

200g skinke f.eks. Prosciutto Cotto

200 g revet ost

Frisk oregano

Fremgangsmåde

Dej:

Opløs gæren i lidt af vandet i en røremaskine. Tilsæt derefter resten af vandet, yoghurt naturel, sukker, salt og olie og rør rundt. Tilsæt nu ca. halvdelen af melet og ælt dejen godt på maskinen. Tilsæt derefter mere mel, indtil dejen er fin og blank og slipper skålen. Lad dejen hæve i skålen i ca. 1.5 time ved stuetemperatur under et viskestykke.

Tænd ovnen på 200 C.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del den i to. Brug den ene halvdel til pølsehorn og den anden til pizzasnegle. Du kan også bare lave en slags. Til pølsehorn rulles dejen ud til en rund form. Placer pølserne rundt i kanten og smør ketchup/tomatpure på og skær trekanter ud og rul dejen omkring pølserne. Sæt dem på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve videre under et viskestykke i ca. 30 minutter. Pensl pølsehornene med æg og drys med sesamfrø. Bag pølsehornene i ca. 12-14 minutter.

Til pizzasneglene rulles dejen ud og smøres med tomatsauce/tomatpure. Fordel skinke, revet ost og frisk oregano på dejen. Rul dejen sammen til en pølse og skær den ud i snegle af ca. 2 cm  tykkelsen.  Placer dem på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve videre i ca. 30 minutter under et viskestykke. Pensl dem med æg og bag dem i ovnen i ca. 14-16 minutter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.