Snegle med ost, oliven og timian - bløde og luftige boller
Opskrifter Livsstil Shop

Snegle med ost, oliven og timian

Snegle med ost, oliven og timian – så lækre, bløde og luftige! Disse snegle er gode at servere til tapas, supper og som et perfekt indslag til en skovtur. Jeg har fyldt sneglene med revet mozzarella, revet cheddar, grønne oliven med hvidløg og en frisk timian – en virkelig god kombination! Du kan fylde sneglene med lige det fyld du allerbedst kan lide f.eks. som disse. Sneglene er fryseegnet og skal blot varmes i ovnen inden servering. Hvis du ikke har tiden til at lave dejen på selve dagen, så kan du sagtens koldhæve dejen, ved at tilsætte halvdelen af gæren. Rigtig god fornøjelse og dejlig fredag til jer!

 

Ingredienser

Dej:

50 g gær

4 dl vand

1 dl kernemælk

2 tsk. salt

1 tsk. sukker

1 tsk. smagsneutral olie, f.eks. vindruekerneolie

ca. 700 g hvedemel

100 g smør, blødt

1 sammenpisket æg til pensling

Fyld:

300 g revet ost (f.eks halv mozzarella halv cheddar)

1 glas grønne oliven, gerne dem med hvidløg, hakket

1 bundt frisk timian

Fremgangsmåde

Dej:

Opløs gæren i lidt af vandet i en røremaskine. Tilsæt derefter resten af vandet, kernemælk, sukker, salt og olie og rør rundt. Tilsæt nu ca. halvdelen af melet og ælt dejen godt på maskinen. Tilsæt derefter mere mel, indtil dejen er fin og blank og slipper skålen. Tilsæt det bløde smør lidt ad gangen imens maskinen kører og sørg for at smørret bliver æltet godt ind i dejen. Lad dejen hæve i skålen i ca. 1.5 time ved stuetemperatur under et viskestykke.

Rul dejen ud i en firkant på et bord drysset med en anelse mel. Fordel ost, hakkede oliven og timian på hele dejen og helt ud til kanterne. Rul dejen til en lang pølse og skær nogle lige store snegle ud. Placer sneglene på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad sneglene hæve i 30 minutter, imens du tænder ovnen på 180 C.

Pensl sneglene med et sammenpisket æg og bag sneglene i ca.30 minutter. Nyd sneglene imens de er lune, så smager de allerbedst! Velbekomme!

Bedøm denne ret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…

Ingen varer i kurven.