Opskrifter Livsstil

Pandekage lagkage med hjemmelavet lemoncurd

Pandekage lagkage med hjemmelavet lemoncurd – perfekt kage til påskebordet! En forårsfin, frisk, syrlig og sød pandekage lagekage med hjemmelavet lemoncurd, flødeskum med vanilje og pyntet med hvid chokoladeganache, citronskal og små chokoladepåskeæg. Du kan med fordel lave lemoncurden et par dage i forvejen, da den er allerbedst, når den har stået på køl i noget tid. Hvis du mangler lidt inspiration til, hvad der skal serveres til påskefrokosten, har jeg et par forslag her:

God fornøjelse!

Pandekage lagkage med hjemmelavet lemoncurd
Ingredienser

Lemoncurd:

Saften fra ca. 4 citroner (2 dl saft) + skal fra 2 citroner

3 æg

250 g sukker

200 g smør, koldt og skåret i tern

Pandekager (ca. 18-20 pandekager):

5 dl mælk

5 dl kernemælk

500 g mel

80 g sukker

4 æg

1 lille tsk. salt

2 tsk. natron

1/2 dl øl

Smør til bagning

Chokoladeganache:

200 g hvid chokolade

20 g smør

Derudover:

4 dl piskefløde

1 tsk. vaniljesukker

Citronskal

Små chokoladepåskeæg

Fremgangsmåde

Lemoncurd:

Kom citronsaft, æg og sukker op i en tykbundet gryde. Pisk det sammen ved lav varme. Det må endelig ikke koge. Pisk godt i et par minutter. Tilsæt smørret lidt ad gangen samt citronskal. Bliv ved med at pisk til det tykt og cremet. Det tager lidt tid. Når lemoncurd har konsistens som en tyk creme, hældes den igennem en si og op i et skoldet glas, der kan lukkes tæt. Opbevar den på køl i op til 1 måned.

Pandekager:

Kom mælk og kernemælk (gem lidt kernemælk til at opløse natronen i) i en skål og tilsæt mel, sukker og salt. Pisk godt til dejen er uden klumper. Tilsæt æggene og pisk igen. Rør natron ud i lidt kernemælk og kom det i dejen. Tilsæt til sidst øl. Lad dejen hvile i ca. 30 minutter. Kom en lille smule smør på en pande, og bag tynde pandekager af dejen. Lad dem køle af.

Chokoladeganache:

Laves lige når kagen er samlet. Smelt chokolade og smør i en lille gryde ved svag varme og rør det godt sammen til en ensartet masse.

Sådan samler du kagen:

Pisk fløde og vaniljesukker til en let skum. Læg pandekage lagkagen sammen ved skiftevis at smøre et lag vaniljeskum og lemoncurd på pandekagerne. Hæld ganachen udover kagen og lad det dryppe lidt ned ad siderne. Pynt kagen med citronskal og små påskeæg. Server kagen med det samme, så er den bedst. Er der en rest kage tilovers, kan den dog godt holde sig i køleskabet til dagen efter, men den bliver lidt mere kompakt i konsistensen. Velbekomme!

2 Comments
  1. Nu har jeg lavet en del pandekager i mit liv og jeg vil mene at 500 dl mælk og kærnemælk er ligegodt rigeligt til sådan en portion 😉 Men har aldrig prøvet at lave pandekagelagkage før, det ser super lækkert ud og skal helt sikker prøves. God påske 🙂

    1. Hovsa! Der havde vidst lige sneget sig et par 00’er ind et sted de helt bestemt ikke skal være 🙂 Tak for at gøre mig opmærksom på dette! God fornøjelse. Kh Frederikke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.