Frisk salat med skaldyr og dilddressing! En skøn salat som min mormor altid laver til den årlige familiejulefrokost og også til påskefrokost. Den er nem at lave og er perfekt til forret med hjemmebagt brød til. Jeg har brugt Kutter rejer og krebsehaler, men det smager også lækkert med f.eks. store Tigerrejer. Rigtig god fornøjelse!
Jeg håber, at I nyder det gode påskevejr ligeså meget, som jeg gør i disse dage. Det er så skønt at have ferie, når vejret er godt!
Ingredienser
Frisk salat med skaldyr (til 4 personer):
400 g friske grønne asparges
400 g Iceberg salat
2 avocadoer
3 grapefrugter
140 g Kutter-Rejer
140 g krebsehaler
Dilddressing:
250 g creme fraiche 18 %
Citronskal
Salt og peber
1 lille tsk. sukker
25 g frisk dild
Fremgangsmåde
Frisk salat med skaldyr:
Ordn aspargesene og hæld kogende vand udover dem og lad dem blanchere i et par minutter. Skær dem herefter ud i nogle stykker. Snit salaten, skær avocadoerne i skiver og grapefrugterne i filter. Hæld væsken fra rejerne og krebsehalerne.
Dilddressing:
Rør alle ingredienserne sammen til en dejlig dressing.
Anret salaten på et fad og server brød og dressing til. Velbekomme!