Arancini (friterede risottokugler) - Sprøde risottokugler lavet af rest risotto
Opskrifter Livsstil Shop

Arancini (friterede risottokugler)

Arancini (friterede risottokugler) – Opskrift på sprøde friterede risottokugler lavet af en rest risotto. Risotto er sådan en dejlig ret og hjemme hos mig laver vi den ret ofte. Når der er rester tilovers fra risottoen, så laver vi tit friterede risottokugler, og det smager så skønt. Jeg laver gerne denne risotto med svampe, men denne version med pizza smag er også helt vidunderlig god. Risottokuglerne kan serveres som en appetizer eller en forret.

Sådan laver du risottokugler

Risottoen skal helst være iskold før den formes til kugler, som rulles i hvedemel, æg og tilsidt i rasp. Jeg plejer gerne at komme lidt frisk mozzarella ind i kuglerne, så bliver de ekstra cremede og lækre. Hvis du vil forberede risottokuglerne i god tid, så kan de sagtens formes og opbevares på køl indtil lige inden servering, hvor de vendes i mel, æg og rasp og så derefter friteres. Kuglerne friteres i olie, og her bruger jeg altid en olie, der er beregnet til friture.

Ideer til dyppelse

Bearnaise mayo

Chili mayo

Aioli

Tomatsauce

 

Snacks, Starters til 4-8 personer
Forberedelse 15 min. / Tilberedning 15 min. / I alt 30 min.
Ingredienser

Arancini (friterede risottokugler ca. 16 stk.)

1 L fritureolie

1 rest iskold risotto, f.eks. fra denne opskrift, jeg havde ca. halvdelen tilbage

1 kugle mozzarella, skåret i små tern

2,5 dl rasp eller panko rasp

2 dl hvedemel

1 tsk. paprika

Salt og peber

3 æg, sammenpiskede

Derudover

Lidt hakket persille

Revet parmesan

 

Fremgangsmåde

Arancini (friterede risottokugler)

Varm olien op i en gryde eller på en pande.

Tag lidt risotto og flad det ud og kom et par tern mozzarella i og form risottoen til kugler ca. på størrelse med en lime. Rul risottokugler i mel blandet med paprika, salt og peber, derefter i sammenpiskede æg og tilsidst i rasp. Friter kuglerne i olien i ca. 2-3 minutter på hver side, til de er gyldne og sprøde. Lad det dryppe af på et stykke køkkenrulle på en tallerken. Drys med hakket persille og parmesan og server herefter risotto kuglerne med dyppelse. Velbekomme!

 

Bedøm denne ret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…

Ingen varer i kurven.