Pizza risotto - Opskrift på cremet risotto med smag af pizza med oregano
Opskrifter Livsstil Shop

Pizza risotto

Pizza risotto – opskrift på den lækreste cremede risotto med smag af pizza. Denne pizza risotto smager så skønt og er med frisk oregano, tomatpure og parmesan. Hele min familie elsker risotto og vi får det faktisk alt for sjældent, hvilket er en skam. Min søster Alberte er virkelig god til at lave risotto og hun har faktisk engang delt sin skønne og lækre opskrift på svamperisotto.

Opskriften er nem at følge, man skal bare have lidt tålmodighed, da man helst skal røre i sin risotto hele tiden, og det tager ca. 30 min. før risene er møre. Jeg har pyntet risottoen med ekstra parmesan, frisk oregano og sprødtstegt parmaskinke. Du kan også nyde stegt kylling til eller blot helt undlade kød og evt. pynte med friske små tomater. Rigtig god fornøjelse.

Pizza risotto

Risotto til 4-5 personer
Forberedelse 10 min. / Tilberedning 30 min. / I alt 40 min.
Ingredienser

Pizza risotto

3 spsk. olivenolie

2 alm. løg

3 fed hvidløg

50 g frisk oregano, hakket

1 tsk. tørret oregano

4 dl risottoris

2 dl hvidvin

Ca. 1 l grøntsagsbouillon

4 spsk tomatpure

80 g parmesan eller en anden hård ost, plus lidt ekstra til topping

Ekstra parmesan

1 pakke parmaskinke, stegt sprødt

Ekstra frisk regano

Fremgangsmåde

Pizza risotto

Skær løg og hvidløg ud i fine tern.

Varm 2 spsk. olivenolie op i en gryde (den jeg brugte er 3L), sauter løg, hvidløg, frisk oregano og tørret oregano i den varme olie. Når de er blevet gennemsigtige hældes risene i. Bland risene godt rundt, og lad det trække smag i et par minutter under omrøring. Derefter hældes hvidvinen i, mens der stadig røres godt. Når alkoholen er fordampet hældes 1 dl bouillonvand i samt tomatpure. Når noget af væsken er fordampet og det er kogt lidt ind, hældes endnu en dl i. Sådan fortsætter man til alt bouillonvandet er brugt op. Det er rigtig vigtigt at man hele tiden rører i det, så det ikke brænder på i bunden.

Når den sidste dl er hældt i, og det er kogt ind til en blød grød hældes parmesanosten og en spsk. olie i og det blandes godt rundt. Nu skulle det meget gerne have fået en cremet konsistens. Smag til med lidt peber og måske salt, hvis du synes at den mangler.

Top portionerne op med lidt mere revet parmesan, hakket frisk oregano og sprødt stegt parmaskinke. Velbekomme!

Bedøm denne ret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven