Den bedste tiramisu opskrift. Det er den klassiske italienske dessert med ladyfingers, kaffe og mascarpone.
Tiramisu opskrift
Det er en klassisk italiensk dessert, der består af ladyfingers dyppet i kaffe og f.eks. amaretto og lagt i lag med en lækker cremet mascarponecreme og drysset med kakao på toppen. Denne tiramisu opskrift er min yndlings opskrift, og den er så nem at lave og virkelig virkelig god.
Normalt dyppes ladyfingers kun i kaffe og sprut, som f.eks. amaretto, masala eller cognac. Jeg kan godt lide at tilsætte kakao til den blanding, og det smager vidunderligt, så det er sådan jeg laver tiramisu. Dog kan man sagtens undlade både sprutten og også kakaoen.
Den lækre creme laves ved at piske æggeblommer og sukker lyst og luftigt. Derefter tilsættes der mascarpone og piskefløde og cremen piskes til den er luftig og fast. Det er en dessert der hurtig og nemt kan laves til mange personer, og den kan laves dagen inden servering, da den bliver bedst af at stå på køl længe.
Tiramisu i glas
Jeg har også en anden opskrift på tiramisu, som serveres i små gryder. Du kan sagtens lave tiramisu i glas. Det giver et lidt finere udtryk at anrette dem direkte i glas i stedet for at lave en stor portion i et fad.
Når jeg får gæster, vælger jeg ofte at lave dem i glas, da det ser lidt finere ud. Det er desuden også nemt at tage ud fra køl, når desserten så skal serveres. Så kan du som det sidste lige drysse lidt kakaopulver ud over. Det er flottest, når det ikke får lov til at sidde på så længe.
Jeg har også en anden opskrift på tiramisu cheesecake. Den har nogle af de samme smage fra denne her opskrift, men er i stedet lavet om til en cheesecake. Det smager virkelig godt og er en sjov måde lige at få samme gode smag men i en anden udgave.
Hvad betyder tiramisu på dansk? Der er ikke som sådan en direkte oversættelse til dansk. Dog betyder det på dansk, at desserten er opkvikkende.
Hvad kan jeg bruge i stedet for ladyfingers? Det er ret svært, hvis du skal erstatte ladyfingers med noget andet. Det er nemlig en meget central del af desserten, og er med til at give den rette smag.
Hvorfor er min tiramisu flydende? Det er sådan en dessert, der gerne må sætte sig i løbet af et par timer. Hvis du derfor oplever, at den er for flydende, kan det være, at du ikke har haft den nok tid på køl.
Tiramisu
Ingredienser
Tiramisu
3 dl stærk kaffe
35 g kakaopulver
4 spsk. amaretto (kan undlades helt)
6 æggeblommer
150 g rørsukker
1 tsk. vaniljepasta
500 g mascarpone
5 dl piskefløde
300 g ladyfingers
Ekstra kakao til drys
Fremgangsmåde
Tiramisu
Bland den stærke kaffe med kakao i en skål og tilsæt evt. amaretto.
Pisk æggeblommer, rørsukker og vanilje til en lys og luftig æggesnaps. Det tager ca. 5 minutter. Skru lidt ned for hastigheden og tilsæt mascarponen og pisk den godt sammen. Tilsæt piskefløden lidt ad gangen imens der piskes. Pisk indtil cremen er luftig og laver små toppe.
Dyp ladyfingers i kaffe/kakao/amaretto blandingen og læg dem i forlængelse af hinanden i bunden af et fad (26×26 cm). Kom halvdelen af cremen på. Dyp igen ladyfingers og læg dem på cremen og kom resten af cremen på. Drys med kakao og stil fadet i køleskabet i gerne 4 timer, men allerhelst til dagen efter.
Hej
Den er virkelig lækker og blev kun bedre efter 1-2 dage i køleskabet ( smovsede rester) …
Bh katja