Gateau Marcel er en fransk kageklassiker og enhver chokoladeelskers drøm! Kagen består af en chokolademousse, hvor den ene halvdel bliver bagt i ovnen til en tung og virkelig lækker bund. Den anden halvdel af moussen kommer ovenpå bunden som toppen af kagen. Den intense chokoladekage er glutenfri og består af kun fire ingredienser; nemlig chokolade, smør, sukker og æg. Jeg bruger friske æg, men hvis du har det bedst med pasteuriserede æg, så kan du fint bruge dem også.
Rigtig god bagelyst!
Tip: Bag kagen dagen inden servering
Kagen skal stå på køl nogle timer for at sætte sig, og derfor er det den perfekte kage at bage, dagen inden du skal servere den for dine gæster.
Pynt og topping
Jeg elsker at pynte mine kager smukt. Her har jeg brugt chokoladepulver, spiselige blomster og blåbær med guldstøv. Kun fantasien sætter grænser!
Velegnet til frys
Gâteau marcel-kagen kan sagtens fryses. Den skal bare tages ud af fryseren og tø op et par timer inden servering.
Følg med på de sociale medier
Husk endelig at følge mig på mine andre sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både det søde og det salte køkken. Du kan følge mig på Instagram, Facebook og TikTok.
Vil du gemme eller dele opskriften med andre?
Prøv funktionen med din personlige opslagstavle ved at klikke på den lyserøde tegnestift i højre hjørne i opskriften. Sådan kan du på en hyggelig måde samle alle dine favoritopskrifter her fra min blog, så du nemt og hurtigt kan finde dem frem, næste gang du skal i køkkenet. Samtidig kan du dele din egen opslagstavle med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration til bagning og madlavning fra dig.
Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest.
Ingredienser
Gateau Marcel
3 dl god mørk chokolade, f.eks. Callebaut 54,5 % (*reklamelink)
200 g smør
200 g sukker
4 æggehvider
7 æggeblommer
Derudover
Kakaopulver
Guldstøv
Blåbær
Skovsyre
Fremgangsmåde
Gateau Marcel
Smelt chokolade og smør i en skål over vandbad. Når det er smeltet og rørt sammen til en ensartet masse, tages skålen af varmen. Pisk æggehviderne helt stive i en skål med 50 g af sukkeret. I en anden skål piskes æggeblommer med 150 g sukker til en luftig og lys æggesnaps. Hæld chokolade og smørblandingen i æggesnapsen og rør det forsigtigt rundt med en dejskraber. Vend herefter de stive æggehvider i blandingen lidt ad gangen og meget forsigtigt, så du ikke slår luften ud. Beklæd en springform på 18-20 cm med bagepapir i bunden og smurt med smør. Hæld halvdelen af chokolademoussen i springformen og stil den anden halvdel af moussen på køl. Bag herefter kagen i ca. 25-30 minutter ved 175 C. Den skal være lidt blød i midten. Stil kagen på køl i ca. 1 time og smør den kolde chokolademousse på den afkølede kage. Stil tilbage på køl indtil servering.
Pynt f.eks. kagen med kakaopulver, blåbær, skovsyre og guldstøv. Velbekomme!
Hej Frederikke,
Hvis man bruger chokolade i plader, hvor mange gram vil du så sige at 3 dl svarer til? 🙂
Vh Stine
Det er 300 g ca. 🙂 Jeg bruger nemlig drops, så derfor er det nemmere at måle af i dl. God fornøjelse! Kh Frederikke
Hej Frederikke.
Hvor mange personer vil du sige kagen er til?
Og tror du jeg vil kunne tilføje noget appelsinmarmelade mellem det bagte lag og moussen? Har nemlig kigget på andre opskrifter med gateu marcel som benytter sig af appelsin på forskellige måder, og det tror jeg min familie vil blive glade for hvis jeg tilføjede da de ikke er lige så glade for “chokoladebomber” som jeg er. Eller har du en anden ide til hvordan jeg får tilføjet appelsin, eller måske en tredje og helt anden ide?
Tak for hjælpen på forhånd.
Mvh. Amalie:)