Svampet kanelkage med kaffefrosting. En nem og virkelig hurtig skærekage, som smager skønt. Kagen består af en svampet kagebund med kanel og marcipan toppet med en dejlig frosting med kaffe og kakao. Kagen er en lidt anderledes udgave af den klassiske kanelkage med kærnemælk.
Denne kage kan sagtens bages dagen før, og den er også perfekt at fryse ned. Kanelkage minder mig altid om klassens time i folkeskolen, da kanelkage tit var den kage, der blev delt ud. Kagen er også ideel at servere til fødselsdage eller til eftermiddagskaffen. Jeg har også andre nemme skærekager her på bloggen: “Den du ved nok kagen”, bedstefars skæg kage, drømmekage og makronkage med æbler. Rigtig god fornøjelse!
Følg med på de sociale medier
Husk endelig at følge mig på mine andre sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både det søde og det salte køkken. Du kan følge mig på Instagram, Facebook og TikTok.
Vil du gemme eller dele opskriften med andre?
Prøv funktionen med din personlige opslagstavle ved at klikke på den lyserøde tegnestift i højre hjørne i opskriften. Sådan kan du på en hyggelig måde samle alle dine favoritopskrifter her fra min blog, så du nemt og hurtigt kan finde dem frem, næste gang du skal i køkkenet. Samtidig kan du dele din egen opslagstavle med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration til bagning og madlavning fra dig.
Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest.
Svampet kanelkage med kaffefrosting
Ingredienser
Kanelkage (ca. 14-16 stk)
100 g smør
2 dl piskefløde
4 æg
300 g rørsukker
125 g revet marcipan
335 g hvedemel
2 tsk. vaniljesukker
2 spsk kanel
2 tsk. bagepulver
Kaffefrosting
250 g smør, blødt
350 g flormelis
3 spsk. kakao
2-3 spsk stærk kaffe
Fremgangsmåde
Kanelkage
Tænd ovnen på 200 C varmluft.
Smelt smørret i en gryde og tilsæt fløden og stil det tilside. Pisk æg og sukker lyst og luftigt til en æggesnaps. Tilsæt revet marcipan. Bland mel, vaniljesukker, kanel og bagepulver sammen i en skål og pisk det i dejen skiftevis med smør/flødeblandingen. Kom dejen i en form (min form er 25×30 cm) beklædt med bagepapir og bag kagen i ca. 20 minutter. Lad kagen afkøle.
Kaffefrosting
Kom alle ingredienserne i en skål og pisk det samme til en ensartet blød frosting.
Smør frostingen ud på den afkølede kage. Stil kagen på køl indtil servering eller server kagen med det samme. Velbekomme!
Kan man droppe kaffen og erstatte det med noget andet i frostingen? ☺️
Kaffen kan sagtens undlades, erstat det med enten piskefløde eller kakaomælk 🙂
Kan marcipanen undlades? ☺️
Ja, marcipanen kan sagtens undlades 🙂
Hvis man dropper marcipanen, skal der så mere af noget af det andet i?
Jeg har ikke prøvet at bage den uden marcipan, men det er marcipanen der gør kagen mere fugtig, så måske lidt creme fraiche eller skyr ville være godt. Rigtig god fornøjelse 🙂
Jeg laver i dag denne kage for 2. gang. Jeg er vild med den! Lækker og nem. Og jeg putter gerne ekstra meget kanel og stærk kaffe i. Det kan den sagtens tåle, hvis det er til det voksne publikum. Tak for god opskrift! (Din kogebog er skrevet på jule-ønskelisten)
Årh, sikke den dejlig besked at modtage! Tak fordi du følger med og kan lide mine opskrifter 🙂 Jeg håber, at du får bogen i julegave 🙂 Kh Frederikke
Kan piskefløde erstattes med mælk eller andet?