Kanelkage med kærnemælk – Opskrift på den bedste svampede kanelkage med kærnemælk og glasur. Denne svampede kanelkage er så lækker, og virkelig nem at bage. Jeg har i forvejen en opskrift på kanelkage, den er dog lidt anderledes og med en frosting på toppen. Her har jeg lavet kanelkagen i en opdateret version, som minder lidt mere om denne kage, med kærnemælk i dejen. På toppen er der en kaffe/kakao glasur, som passer virkelig godt til den svampede kage med dejlig smag af kanel.
Jeg tror faktisk, at denne kage er en af mine ynglings kager, og så er den tilmed virkelig nem at bage og kan sagtens holde sig på køl i et par dage. Den er faktisk bedst på 2. og 3. dagen. Det er også en kage, der er god at bage til mange personer og den kan sagtens bages dagen inden servering, da den holder sig dejlig svampet og fugtig med glasuren på toppen.
Jeg laver kagen med en blanding kærnemælk, men den kan også laves med alm. mælk. Min erfaring er dog, at den bliver mere svampet med kærnemælk. Kagen bliver bagt i en form på 30×25 cm, men den kan også bages i en mindre form, så skal den blot bage en smule længere i ovnen.
Et godt tip til denne kage er at prikke huller i kagen med en gaffel, spyd eller lign., for så kommer glasuren ned i kagen og flyder ikke så let ud. Kagen bliver også meget mere svampet af at glasuren kommer ned i kagen. Rigtig god fornøjelse!
Husk at følge mig på de sociale medier for endnu mere inspiration: Instagram, Facebook og TikTok.
Ingredienser
Kanelkage med kærnemælk
200 g smør, blødt
225 g sukker
3 æg delt i hvider og blommer
1 tsk. natron
3 dl kærnemælk
200 g hvedemel
3 spsk kanel, stødt
Glasur
125 g smør
35 g stærk kaffe
1 tsk. vaniljesukker
275 g flormelis
1 spsk. kanel, stødt
2,5 spsk. kakao
Fremgangsmåde
Kanelkage med kærnemælk
Tænd ovnen på 180 C varmluft
Pisk smør og sukker lyst og luftigt. Tilsæt en æggeblomme adgangen og pisk. Rør natron ud i kærnemælken. Sigt mel og kanel i dejen skiftevis med kærnemælken med natron. Pisk æggehviderne stive og vend dem i dejen. Beklæd en bageform (min er 25 x 30 cm) med bagepair og bag kagen i ovnen i ca. 30-35 minutter. Lad kagen køle af.
Glasur
Kom alle ingredienserne op i en gryde og smelt det sammen under omrøring ved svag varme. Når glasuren er glat og ensartet tages den af varmen.
Prik huller i den afkølede kage med en gaffel og fordel glasuren på kagen. Stil kagen på køl til glasuren har sat sig. Velbekomme!
Følg med på de sociale medier
Husk endelig at følge mig på mine andre sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både det søde og det salte køkken. Du kan følge mig på Instagram, Facebook og TikTok.
Vil du gemme eller dele opskriften med andre?
Prøv funktionen med din personlige opslagstavle ved at klikke på den lyserøde tegnestift i højre hjørne i opskriften. Sådan kan du på en hyggelig måde samle alle dine favoritopskrifter her fra min blog, så du nemt og hurtigt kan finde dem frem, næste gang du skal i køkkenet. Samtidig kan du dele din egen opslagstavle med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration til bagning og madlavning fra dig.
Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest.
Kan denne fryses? Hvis ja, er det bedst at fryse den med eller uden glasur på?
Ja, den kan sagtens fryses, helst uden glasur, men det går også fint med 🙂