Brunede kartofler i ovn - Opskrift på de nemmeste brunede kartofler
Opskrifter Livsstil Shop

Brunede kartofler i ovn

Brunede kartofler i ovn – Opskrift på nemme brunede kartofler tilberedt i ovn. Brunede kartofler er et must at servere som tilbehør til  julemaden. Disse brunede kartofler laves nemt ved at komme kogte og pillede aspargeskartofler i et ildfast fad med bagepapir. Kartoflerne drysses med brun farin og smør fordeles udover. Kartoflerne bages i ovnen i ca. 45 min. og der røres i dem ca. 4-5 gange undervejs, for at sikre at de bliver brunede og karamelliserede over det hele. Det er en god ide at vælge et lille fad, så ligger karamellen nemlig i et tykkere og højere lag, så det dækker kartoflerne bedre.

Jeg bruger altid aspargeskartofler, men kartofler på glas kan også gå an. Sørg blot for at skylle dem godt og tør dem inden brug. Der skal bruges brun farin til kartoflerne i ovn, da hvidt sukker ikke karamelliserer på samme måde i ovnen. Den brune farin giver en lidt anderledes karamelliseret smag, og det smager så lækkert! Prøv at drysse de færdige brunede kartofler med flagesalt, det er next level.

Hvis det er dig, der skal stå for de brunede kartofler til julemiddagen, og det er første gang, så er dette den nemmeste opskrift med garanteret perfekt resultat.

Brunede kartofler på panden

I stedet for at tilberede de brunede kartofler i ovnen, så kan man også gøre det på den klassiske gammeldags måde ved at brune dem i hvidt sukker på panden.

1 kg asparges kartofler

100 g alm. sukker

30 g smør

Kog kartoflerne som angivet i opskriften nedenunder. Kom sukkeret på panden, så det dækker panden i et tyndt lag. Tænd panden på middelvarme og lad sukkeret smelte langsomt. Rør ikke i sukkeret. Når sukkeret er blevet til en gylden karamel tilsættes smørret, som skal smelte og bruse op. Du skal stadig ikke røre i det. Hæld nu de kolde kartofler på panden og lad dem stå i karamellen ved middelvarme. Vip indimellem panden, sådan at kartoflerne bliver vendt – de bliver nemlig nemt ødelagt og hakkede, hvis du bruger en paletkniv. Vær tålmodig og lad kartoflerne stå indtil de er brunede og glaserede hele vejen rundt og er godt gennemvarme. Herefter er kartoflerne klar til servering. Velbekomme!

Koordinering i ovn

Juleaften er der ofte pladsproblemer i ovnen, hvor det i forvejen kan være lidt af en kunst at jonglere imellem forskellige stegetemperaturer og stegetider for and, flæskesteg og hvad man ellers har tradition for at sætte på julebordet. De brunede kartofler i ovn er ikke så sarte, og de kan med fint resultat brunes ved lidt lavere temperatur, f.eks. en times tid sammen med langtidsstegt steg ved 125-150 C. Giv dem evt. en hurtig tur ved ca. 200 C lige inden servering.

Brunede kartofler i airfryer

Det er også muligt at tilberede brunede kartofler i airfryer. Der skal ikke bruges fedtstof, så ingen smør på kartoflerne, når du steger dem i airfryer’en. Bland i stedet brun farin med nogle skefulde mørk sirup og vend de pillede, tørrede kartofler i blandingen. Kom dem i airfry’ern og giv dem ca. 20 min.

Rigtig god fornøjelse!

Følg med på de sociale medier

Husk endelig at følge mig på mine andre sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både det søde og det salte køkken. Du kan følge mig på Instagram, Facebook og TikTok. Derudover kan du prøve funktionen med din personlige opslagstavle (lyserød tegnestift i højre hjørne) her på bloggen. Her kan du på en hyggelig måde samle alle dine favoritopskrifter her fra min blog, så du nemt og hurtigt kan finde dem frem, næste gang du skal i køkkenet. Samtidig kan du dele din egen opslagstavle med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration til bagning og madlavning fra dig.

Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest.

Brunede kartofler

Tilbehør til 4 personer
Forberedelse 15 min. / Tilberedning 45 min. / I alt 1 t.
Ingredienser

Brunede kartofler i ovn

1 kg aspargeskartofler

140 g brun farin

35 g smør

 

Fremgangsmåde

Brunede kartofler i ovn

Vask kartoflerne grundigt. Skær et lille kryds i skrællen. Kom kartoflerne i en gryde og dæk dem med vand. Kog vandet op. Når vandet koger skal kartoflerne koges i ca. 15 min. (det kommer lidt an på størrelsen på kartoflerne, de skal bare være møre hele vejen igennem, når du stikker i dem med en kniv).

Hæld vandet fra kartoflerne og hæld straks koldt vand over dem. Pil herefter skrællen af kartoflerne. Her kan du enten bruge kartoflerne med det samme eller komme dem i en beholder og sætte dem på køl indtil brug.

Tænd ovnen på 180 C varmluft.

Beklæd et lille ildfast fad med bagepapir. Kom kartoflerne i fadet og drys med brun farin. Skær smørret ud i tern og fordel dem på kartoflerne. Bag kartoflerne i ca. 45 minutter. Rør 4-5 gange i dem undervejs, så kartoflerne bliver brunede på alle sider. Kartoflerne er klar til servering med det samme. Velbekomme!

 

Bedøm denne ret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…

Ingen varer i kurven.