6 kanapéer til nytårstalen (del 4) – Opskrift på 6 forskellige lækre kanapéer der er perfekte at nyde til dronningens nytårstale. Og når jeg skriver del 4, så er det fordi, jeg de sidste 4 år også har delt sådan et indlæg med 6 kanapeer: del 1 , del 2, og del 3. Og nu er det jo nærmest blevet en tradition. Denne gang byder jeg på:
- Agurkeruller med mango og avocado
- Bruschetta med ricotta og bagte vindruer
- Kartoffelskiver med feta/ærtecreme
- Blomkålsscones med jalapenos mayo
- Krustader med grøn tapenade
- Hjertesalat med nøddefyld
Fælles for disse kanapeer er, at de allesammen er vegetariske.
Nogle af kanapeer er sammensætninger af opskrifter, der allerede er på bloggen og nogle af dem er helt nye. De fleste af kanapeerne kan sagtens forberede om morgenen, så de er nemme og hurtige at anrette til om aftenen.
Følg med på de sociale medier
Husk endelig at følge mig på mine andre sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både det søde og det salte køkken. Du kan følge mig på Instagram, Facebook og TikTok.
Vil du gemme eller dele opskriften med andre?
Prøv funktionen med din personlige opslagstavle ved at klikke på den lyserøde tegnestift i højre hjørne i opskriften. Sådan kan du på en hyggelig måde samle alle dine favoritopskrifter her fra min blog, så du nemt og hurtigt kan finde dem frem, næste gang du skal i køkkenet. Samtidig kan du dele din egen opslagstavle med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration til bagning og madlavning fra dig.
Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest.
Ingredienser
Agurkeruller med mango og avocado
1 agurk
75 g flødeost
1 mango, skåret i tynde skiver
1 avocado, skåret i tynde skiver
Sesamfrø
Soya til dyppelse
Bruschetta med ricotta og bagte vindruer
250 g vindruer, jeg bruger røde
Olivenolie
Salt
Et par kviste frisk timian + til pynt
250 g ricotta
0,5 dl piskefløde
Sprøde ristede brødskiver
Flagesalt
Kartoffelskiver med feta/ærtecreme
4 mellemstore kartofler
Olivenolie
Salt og peber
125 g ærter
100 g feta
1 fed hvidløg
3 mynteblade
2 spsk. olivenolie
Saften fra 1/2 lime
Salt og peber
Purløg til pynt
Blomkålsscones med jalapenos mayo (15-18 stk.)
265 g blomkål
275 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
3 spsk. revet parmesan
1 tsk. salt
30 g smør, koldt og skåret i tern
1 æg
1 dl kærnemælk
1 æg, sammenpisket
1 spsk. revet parmesan
1 portion af denne mayo
Krustader med grøn tapenade
150 g grønne oliven uden sten
1 spsk. kapers
60 g pinjekerner
2 spsk. olivenolie
Salt og peber
Ca. 20 krustader
Hjertesalat med nøddefyld
6-12 stk. blade hjertesalat
1 håndfuld hasselnødder
1 spsk. olivenolie
1 spsk. balsamicoeddike
1 spsk. flydende honning
Høvlet parmesan til pynt
Fremgangsmåde
Agurkeruller med mango og avocado
Riv agurken i lange strimler, med en kartoffelskræller eller på et mandolinjern.
Lav en bund af agurkestrimler ved først at lægge strimler tæt på et stykke køkkenrulle på den ene led og derefter et lag agurkestimler på den anden led. Læg et stykke køkkenrulle ovenpå, så det kan suge vandet, så agurkerne ikke er for vandige.
Vend “agurkegitteret” over på et stykke bagepapir. Smør flødeost, forsigtigt udover og læg mango og avocado på og drys med sesamfrø. Rul det sammen til en roulade og klem bagepapiret rundt om. Læg rullen på køl i 30 min. Skær herefter ud til ca. 8-10 sushi-stykker med en skarp kniv. Drys evt. med ekstra sesam og server med soya.
Bruschetta med ricotta og bagte vindruer
Tænd ovnen på 200 C varmluft.
Kom vindruerne i et fad og fordel olivenolie, salt og timian over. Bag dem i 15 min. Lad vindruerne afkøle lidt
Blend ricotta og piskefløde hurtig sammen til en luftig creme. Fordel ricottacremen på brødskiverne. Kom 3-4 vindruer på hvert brød og pynt med timian og flagesalt.
Kartoffelskiver med feta/ærtecreme
Tænd ovnen på 200 C varmluft.
Skær kartoflerne, med skræl, i aflange mellemtykke skiver. Vend kartoffelskiverne med olie, salt og peber. Placer dem på en bageplade og bag dem i 25-30 min. Lad dem afkøle.
Blend ærter, feta, mynteblade, olivenolie, limesaft, salt og peber.
Kom cremen i en sprøjtepose og klip et lille hul. Sprøjt cremen ud på hver kartoffelskive og pynt med hakket purløg.
Blomkålsscones
Tænd ovnen på 200 C varmluft.
Hak blomkålen fint i en foodprocessor. Kom blomkål i en skål og tilsæt hvedemel, bagepulver, parmesan og salt. Smuldre smørret heri. Pisk ægget ud i kærnemælken og tilsæt til dejen og rør sammen til en klistret og “ujævn” dej. Hæld dejen ud på et meldrysset bord. Form dejen til en firkant, der kan skæres i ca. 16-18 små firkanter. Kom firkanterne på en bageplade beklædt med bagepapir. Pisk æg og parmesan sammen og pensl på blomkålsscones. Bag scones i 15-20 min.
Server blomkålsscones med jalapenos mayo.
Krustader med grøn tapenade
Blend oliven, kapers, pinjekerner, olivenolie, salt og peber til en grov tapenade. Fordel tapenaden i krustaderne og pynt med persille. Anret på et fint fad lige inden servering ellers bliver krustaderne hurtigt bløde.
Hjertesalat med nøddefyld
Rist hasselnøddekernerne på en varm, tør pande. Hæld nødderne på et stykke køkkenrulle og gnid skallen af. Hak nødderne groft. I en skål blandes olivenolie, balsamicoeddike og flydende honning og tilsæt de hakkede nødder.
Anret salatbladene på et fad, fordel nøddeblandingen over og pynt med høvlet parmesan.