Vitello Tonnato – Opskrift på den klassiske italienske ret med tyndtskåret kalvekød serveret med en cremet tunsauce. Denne ret er så lækker og faktisk overraskende nem at lave. Vitello Tonnato består af tyndtskåret kalvekød, som lægges på et fad/tallerken, hvor der hældes en dejlig cremet tunsauce på. Derefter pyntes Vitello Tonnato med sprøde friterede kapers, olivenolie, citronsaft, salt og peber.
Friterede kapers er så nemt og hurtigt at lave. Der varmes blot neutral olie op i en gryde, så det dækker bunden. Herefter tilsættes der kapers, som friteres i et par minutter. De friterede kapers giver lige et salt og sprødt indspark til kødet. Vitello Tonnato kan også pyntes med hele kapersbær på stilk.
Jeg har brugt en kalveculotte her, som jeg har kogt i vand med hvidløg, hele peberkorn og salt. I stedet for at bruge kogt kød, så kan du også bruge andet kød, hvis du f.eks. har en rest culottesteg tilovers fra middagen eller en roastbeef. Vitello Tonnato kan sagtens laves klar dagen inden, men vent med at komme de friterede kapers på til lige inden servering, så de stadig er sprøde.
Prøv også min opskrift på rørt tatar, som også er en perfekt forret. Rigtig god fornøjelse!
Vitello Tonnato
Ingredienser
Fremgangsmåde
Skær evt. sener fra kødet. Kom kødet i en gryde og dæk med vand og tilsæt hvidløg, peberkorn og salt. Bring det i kog. Fjern urenhederne der ligger sig i overfladen et par gange med en ske. Kog kødet i ca. 1,5 time. Lad herefter kødet blive helt koldt på køl. Det er bedst at koge kødet dagen inden servering.
Tunsauce
Kan fint laves dagen inden. Blend alle ingredienserne sammen til en cremet konsistens. Smag til med salt og peber. Juster evt. i konsistensen, hvis du synes den skal være mere flydende, så kan du tilsætte lidt mere olivenolie eller evt. lidt vand. Opbevar tunsaucen på køl indtil brug.
Friterede kapers
Kom olie i en gryde eller en pande så det dækker bunden. Varm olien op. Tilsæt kapers og friter dem i et par min. indtil de folder sig ud. Læg kapers på køkkenrulle, der kan suge fedtet.
Skær kalvekødet i tynde skiver, på tværs af fibrene, og placer kødskiverne på et fad med rucola i bunden. Hæld tunsaucen på og pynt med de friterede kapers og dryp lidt olivenolie samt citronsaft udover. Drys med salt og friskkværnet peber. Velbekomme!
Skriv endelig en kommentar