Vaniljekranse – Opskrift på sprøde vaniljekranse, der sprøjtes ud med sprøjtepose. Min absolut favorit julesmåkage er vaniljekranse. Jeg elsker vaniljekranse og vanilje er, sammen med chokolade selvfølgelig, en af mine yndlings ingredienser. I er flere, der har spurgt, om jeg ikke ville dele en opskrift på vaniljekranse, som kan sprøjtes ud med sprøjtepose, og som ikke flyder for meget ud i ovnen.
Denne opskrift er meget nem at sprøjte ud. Jeg sprøjtede faktisk 3 størrelser vaniljekranse ud og brugte 3 forskellige tyller. De store i cookie størrelse lavede jeg med denne tyl(*reklamelink), de mellemstore lavede jeg med denne tyl (*reklamelink) og til de mindste brugte jeg denne tyl (*reklamelink). Du kan selvfølgelig bare lave lige den størrelse du synes, men husk at bagetiden afhænger af størrelsen, fra ca. 7-8 min. til ca. 11-13 min. Af denne portion vaniljekransedej bagte jeg 3 bageplader småkager: Ca. 18 store, 20 mellem og 45 små.
Når mandlerne er smuttede kan de bages, inden de hakkes, ved 200 C varmluft i ca. 10-12 minutter, så de tager farve. Herved får man en mere tydelig mandelsmag frem i vaniljekransene.
Hvis du vil bage andre småkager, så prøv også mine nemme pebernødder, ingefærsmåkager med citron eller brunkagefigurer. Rigtig god fornøjelse!
Ingredienser
Vaniljekranse
100 g mandler
1 vaniljestang
300 g hvedemel
125 g kartoffelmel
400 g koldt smør, skåret i tern
250 g sukker
1 æg
Fremgangsmåde
Vaniljekranse
Skold mandlerne og smut dem.
Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen og bland dem med en smule af sukkeret. Hak vaniljestangen ud i små stykker. Kom mandler, det hjemmelavede vaniljesukker og hakket vaniljestang op i en minihakker og hak til det er finthakket.
I en foodprocessor blandes mel og kartoffelmel sammen. Tilsæt smørret og kør hurtigt til smørret er smuldret i melet. Tilsæt sukker og mandel-vanilje blandingen og rør det sammen. Slå et æg ud i dejen og saml hurtigt dejen til den er ensartet. Det er en blød dej, for at den nemt kan sprøjtes ud.
Tænd ovnen på 200 C varmluft.
Kom 1/3 del af dejen i en sprøjtepose med en stjernetyl (afhængig af hvor store du vil have dine vaniljekranse). Beklæd en bageplade med bagepapir og sprøjt dejen ud i kranse. Der skal være lidt mellemrum mellem vaniljekransene, da de flyder lidt ud under bagning. Gentag dette til du har brugt alt dejen. Bag vaniljekransene i ca. 10-13 minutter til de er let gyldne og sprøde. Bagetiden afhænger af hvor store kranse du har lavet.