Hjemmelavede skumfiduser med hindbær

Opskriften på hjemmelavede skumfiduser med hindbær er i dagens låge. Siden jeg viste disse skumfiduser på min story for nogle uger siden, så er I så mange der har spurgt til opskriften. Derfor har jeg glædet mig meget til at dele den med jer. Det er en nemme og lækre og kan holde sig i et par uger i en lufttæt beholder ved stuetemperatur. I løbet af december vil jeg dele flere opskrifter, hvor skumfidus-opskriften indgår. God fornøjelse og husk endelig at tagge mig, hvis I prøver mine opskrifter og efterfølgende deler dem på de sociale medier.

Hjemmelavede skumfiduser med hindbær
Ingredienser

Hjemmelavede skumfiduser:

15 blade husblas

2 dl vand

400 g sukker

Kornene fra 1 vaniljestang

Ca. 200 g flormelis

Fremgangsmåde

Hjemmelavede skumfiduser:

Udblød husblassen i koldt vand. Kom vand, sukker og vanilje i en gryde og kog det op til 110 grader. Det tager ca. 20 minutter. Sukkeret skal være helt opløst og det skal boble. Tag gryden af varmen. Vrid husblassen, så der ikke hænger mere vand ved og kom det i gryden og rør rundt til husblassen er smeltet. Lad sukkermassen køle af i ca. 10 minutter. Hæld sukkermassen i en røremaskine og pisk i 15 minutter til massen er hvid og sej.  Hvis du vil lave skumfiduser magen til mine, så skal du tilsætte 3 spsk. frysetørrede hindbær samt 1 spsk. rød frugtfarve, imens der fortsat piskes. Drys halvdelen af flormelis ud på en bradepande og fordel skumfidusmassen ud på med en dejskraber. Det kan godt være lidt svært at fordele, da det er meget klistret, men prøv at komme lidt vand på dejskraberen, så er det lidt nemmere at arbejde med. Drys resten af flormelis ud på skumfidusmassen og stil den på køl i 2 timer eller til det er kølet helt af.  Klip skumfiduserne ud i små firkanter og opbevar dem i en tæt beholder.

Hvis du vil lave skumfiduserne ekstra luksus, så kan du overtrække dem med mørk chokolade og pynte dem med guld/rosa støv. Rigtig god fornøjelse!

Smagsgivere: F.eks. frysetørrede hindbær og rød frugtfarve, pebermynte, lakridspulver, eller bare lade dem være som de er med vanilje.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.