Spinatvafler med laks, ricottacreme og æg - Spinatvafler med fyld
Opskrifter Livsstil Shop

Spinatvafler med laks, ricottacreme og æg

 

Spinatvafler med laks, ricottacreme og æg – Opskrift på lækker frokost eller aftensmad med spinatvafler med laks, ricottacreme og pocheret æg. Disse spinatvafler er så lækre og perfekte at spise til frokost eller aftensmad. Det er en virkelig nem ret, som med fordel kan forberede dagen inden eller nogle timer inden. Vaflerne kan sagtens bages dagen inden, pakkes ind og opbevares på køl. Det sammen gælder for ricottacremen med peberrod, som sagtens kan stå på køl til dagen efter.

De pocherede æg skal helst laves lige inden servering, så de er varme, når de skal serveres. Jeg har også en anden opskrift på spinatvafler, de er dog med alm. mælk og fløde og ikke med kærnemælk, som jeg har lavet dem med her. Rigtig god fornøjelse!

Spinatvafler med laks, ricottacreme og æg

Vafler til 6-8 personer
Forberedelse 20 min. / Tilberedning 20 min. / I alt 40 min.
Ingredienser

Spinatvafler (ca. 6-8 stk.)

3 æg

2,5 dl kærnemælk

1 dl piskefløde eller mælk

250 g hvedemel

1 tsk. bagepulver

1/2 tsk. salt

100 g frisk spinat

Smør eller olivenolie til stegning

Ricottacreme med peberrod

250 g ricotta

1 dl piskefløde

1/2 tsk. salt

25 g revet peberrod

2 spsk olivenolie

Pocheret æg

6-8 æg

1 – 1 1/2 L vand

3 spsk. eddike (pr. L vand)

Derudover

Frisk spinat

1-2 pakker røget laks

Frisk dild

Fremgangsmåde

Spinatvafler

Pisk ingredienserne sammen til en ensartet klumpfri dej. Tilsæt spinaten og blend det en smule, så spinaten bliver hakket i mindre stykker. Lad dejen hvile 15 min. på køkkenbordet.

Varm et vaffeljern op og bag vaflerne i lidt smør i vaffeljernet. Lad det afkøle på en rist.

Ricottacreme med peberrod

Kom ingredienserne op i en foodprocessor eller blender og blend til det bliver tykt, fast og cremet. Opbevar cremen på køl indtil servering.

Pocheret æg

Kog vand og eddike op og skru derefter ned til middelvarme. Slå et æg ud i en kop. Pisk i vandet, så der dannes en slags tornado i midten af gryden. Hæld ægget op i en dyb ske og sænk det langsomt ned i “tornadoen”. Kog ægget i 3-4 minutter. Placer ægget på køkkenrulle, så det kan suge vandet. Gentag denne proces med alle 6 æg.

Ved servering toppes vaflerne med ricottacreme, spinat, laks, dild og pocheret æg. Velbekomme!

 

Bedøm denne ret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven