Opskrift på nem og lækker laksetatar med avocado og æble som er perfekt at servere til forret.
Laksetatar med røget laks eller fersk laks
Denne laksetatar med avocado og æble er så god og en dejlig måde at starte en middag på. Normalt laves tatar af råt kød eller fisk, men jeg har lavet denne med et stykke norsk røget laks, som ikke er varmrøget og ikke er i skiver.
Det er et helt reelt stykke laks, som man så selv kan skære i tynde skiver eller i tern. De fleste velassorterede supermarkeder sælger sådan et stykke laks især op til nytår.
Denne forret er ganske enkel, velsmagende, nem og hurtig at lave. Æbletern og avocadotern vendes med citronsaft, hvor der tilsættes laks skåret i tern og frisk dild. Herefter vendes der en dressing med sennep i.
Laksetatar med røget laks anrettes på tallerkner, hvor den formes i en rund udstikker. Herefter pyntes tataren med frisk dild og sprøde brødchips. Prøv også med rugbrødschips.
Laksetatar med avocado
Laks og avocado er to ting, der paser virkelig godt sammen, og det er derfor, at jeg har lavet denne laksetatar med avocado. Når man laver ting med avocado, skal man lige være opmærksom på, at avocado efter noget tid kan blive brun og slatten.
Derfor er det bedst, at du ikke laver denne her forret alt for lang tid i forvejen. Så vil avocadoen nemlig blive en smule brunlig. Du kan dog sagtens lave den et par timer før, og så vil den stadig se fin ud, når den skal spises.
Server med sprøde brødchips til
Skær 8 tynde skiver af et flute eller ciabattabrød. Læg dem på en rist og bag dem i ovnen ved 200 C varmluft i ca. 6-8 min. De skal være helt sprøde og mørkebrune. Lad dem afkøle på en rist og så er de klar til brug.
Hvor lang tid kan laksetatar holde sig? Som jeg har skrevet, så er den bedst, når den lige er lavet. Dog kan du sagtens lave den klar på selve dagen eller dagen inden servering. Det er en god ide at opbevare den i en lufttæt bøtte, så den ikke aftager smag.
Laksetatar med avocado og æble
Ingredienser
Laksetatar med avocado og æble
1 avocado, skåret i små tern
1/2 æble, skåret i små tern
Saften af 1/2 citron
200 g laksestykke, ferskrøget (ikke varmrøget), skåret i små tern
1 lille bundt frisk dild, finthakket
2 store spsk. creme fraiche 18 %
1 lille tsk. salt
Peber
1 lille tsk. sød sennep
Fremgangsmåde
Laksetatar med avocado og æble
Bland avocado tern og æble tern i en skål med citronsaft.
Tilsæt laksen i tern og hakket dild.
Bland creme fraiche, salt, sennep og peber i en anden skål og vend det forsigtigt i skålen med laks. Her kan du enten sætte laksetataren på køl eller lave den med det samme. Find 4 tallerkner, som forretten skal anrettes på. Smør en rund udstikker med olivenolie indeni. Placer den runde udstikker på en tallerken og fyld så udstikkeren op med laksetatar og pres det lidt ned. Fjern forsigtigt udstikkeren og gentag dette på de resterende tallerkner. Pynt med frisk dild og sprøde brødchips. Velbekomme!