Hjemmelavet bearnaise sauce - Hjemmelavet bearnaise opskrift

NY BOG: FAVORITTERNE – KØB BOGEN HER – GRATIS SIGNERING – HURTIG LEVERING

Gem til senere
Madplaner Opslagstavle

Hjemmelavet bearnaise sauce

Bearnaise sauce er en klassisk fransk sauce, og man må sige at den også er blevet populær herhjemme i løbet af de sidste mange år. Det er en sauce, som efterhånden kan købes i mange varianter, men nu kan du altså lære at lave en hjemmelavet bearnaise sauce!

Hjemmelavet bearnaise sauce er klart min favorit sauce og jeg tror min livret er en god ribeye, hjemmelavet pommes frites og selvfølgelig en god tyk og cremet bearnaise sauce. En bearnaise sauce skal være fed, cremet, syrlig og have en god smag af estragon.

Hvis du elsker smagen af bearnaise, så skal du også prøve min egen bearnaise mayo. Der får du den gode smag af bearnaise, uden at du skal lave sovsen fra bunden. 

Hjemmelavet bearnaise kræver øvelse

Det kan godt være lidt svært at lave en hjemmelavet bearnaise selv, da den hurtigt kan skille, hvis æggene bliver over 60 C og så bliver det nærmest til røræg. Jeg har virkelig prøvet at lave en trin for trin guide til, hvordan man lykkes med en god bearnaise sauce. Min bearnaise opskrift er så simpel som muligt, men det kan stadig være udfordrende at lave. 

Måske skal man lige prøve det et par gange, før den sidder lige i skabet. Jeg skulle også lige prøve det et par gange, før den blev perfekt! Bearnaise sauce er god træning for armene, da der skal piske HELE tiden i saucen, så æggene ikke stivner og bliver til røræg.

Inden du går i gang med at piske saucen, kan det være en fordel at have alle tingene klar foran dig, så du har det hele lige ved hånden. 

Bearnaise essens opskrift

Jeg kan bedst lide at bruge bearnaise essens, som jeg køber. Jeg synes nemlig, at det er meget nemmere at styre, men man kan altså sagtens lave sin egen. 

Det er også en skam hvis saucen skiller, og man så er nødt til at smide den ud med den hjemmelavede essens. Så måske det er en god ide lige at øve sig med den købte essens først, og så lave den hjemmelavede, når man kan mestre saucen til perfektion.

Til en hjemmelavet bearnaise essens opskrift skal du bruge følgende: 

3 små skalotteløg, finthakket

1 håndfuld frisk estragon, hakket

1/2 dl hvidvinseddike

2 spsk vand

Kom finthakket skalotteløg, hakket estragon og hvidvinseddike i en gryde og kog det op. Lad det koge indtil væsken er fordampet (uden at løgene brænder på) og tilsæt herefter vand. Så er det klar til brug.

Min opskrift på bearnaise sauce er kun til 3-4 personer, men du kan sagtens double opskriften, så der bliver sauce nok til flere personer. Server saucen til hjemmelavede sprøde pommes. 

Hvilket land er bearnaise fra? Selve historien om bearnaise går helt tilbage til 1830, hvor sovsen for første gang blev lavet af en fransk kok. Det er altså en fransk sovs. 

Hvad gør man med skilt bearnaise? Åha, det er aldrig sjovt, når ens bearnaise skiller. Jeg har dog læst om et trick, hvor man tilsætter en isterning og så tager gryden af varmen. Her skal du så hurtigt piske, indtil sovsen forhåbentlig samler sig igen.

Hvilken købe bearnaise er bedst? Hvis du ikke har lyst til at kaste dig ud i min bearnaise opskrift, findes der heldigvis en masse lækre, købte udgaver. 

Hjemmelavet bearnaise sauce

Opskrift til 3-4 personer
Forberedelse 15 min.
Tilberedning 15 min.
I alt 30 min.

Ingredienser

Fremgangsmåde

Hjemmelavet bearnaise sauce

Start med at smelte smørret i en lille gryde ved svag varme. Tag gryden af varmen. Det hvide “vallen” ligger nu i bunden af gryden og det klare smør ligger ovenpå. Du skal kun bruge den klare del. Hæld det forsigtigt op i en kande og smid vallen ud.

Tag en gryde og fyld den halvt op med vand og stil den på komfuret ved middelvarme.

Kom æggeblommer og bearnaise-essens op i en skål, der kan tåle varme. Pisk det lidt sammen og placer skålen ovenpå gryden som vandbad. Vandet må endelig ikke røre ved skålen, det er kun damp fra vandet der skal give varme til skålen.

Nu skal der piskes i æggene hele tiden uden stop. Pisk til æggene er skummende og begynder at tykne lidt. Det tager ca. 5-6 minutter. Imens du stadig pisker tages skålen af gryden og placeres på en bordskåner. Pisk, pisk og pisk.

Hæld smørret  i i en tynd stråle lidt ad gangen. Sørg hele tiden for at piske smørret godt ind i massen inden der hældes nyt i. Saucen begynder nu at tykne og blive som en tyk mayonnaise. Pisk indtil alt smørret er brugt og fortsæt med at piske til skålen af afkølet.

Smag til med estragon, salt og peber. Server straks! Velbekomme!

Bedøm

Bliv medlem 

Skriv endelig en kommentar

Skriv en kommentar