Hjemmelavet bearnaise sauce - Opskrift og guide til hjemmerørt bearnaise
Opskrifter Livsstil Shop

Hjemmelavet bearnaise sauce

Hjemmelavet bearnaise sauce – Opskrift på hjemmerørt bearnaisesauce. Bearnaise sauce er en klassisk fransk sauce, og man må sige at den også er blevet populær herhjemme. Bearnaise sauce er klart min favorit sauce og jeg tror min livret er en god ribeye, pommes frites og selvfølgelig en god tyk og cremet bearnaise sauce. En bearnaise sauce skal være fed, cremet, syrlig og have en god smag af estragon.

Det kan godt være lidt svært at lave bearnaise selv, da den hurtigt kan skille, hvis æggene bliver over 60 C og så bliver det nærmest til røræg. Jeg har virkelig prøvet at lave en trin for trin guide til, hvordan man lykkedes med en god bearnaise sauce. Måske man lige skal prøve det et par gange før den sidder lige i skabet. Jeg har også lige skulle prøve det et par gange, før den blev perfekt! Bearnaise sauce er god træning for armene, da der skal piske HELE tiden i saucen, så æggene ikke stivner og bliver til røræg.

Inden du går i gang med at piske saucen, kan det være en fordel at have alle tingene klar foran dig, så du har det hele lige ved hånden.

Hjemmelavet bearnaise-essens

Jeg kan bedst lide at bruge bearnaise-essens, som jeg køber. Jeg synes nemlig, at det er meget nemmere at styre, men man kan altså sagtens lave sin egen. Det er også en skam hvis saucen skiller, og man så er nødt til at smide den ud med den hjemmelavede essens. Så måske det er en god ide lige at øve sig med den købte essens først, og så lave den hjemmelavede, når man kan mestrer saucen til perfektion:

3 små skalotteløg, finthakket

1 håndfuld frisk estragon, hakket

1/2 dl hvidvinseddike

2 spsk vand

Kom finthakket skalotteløg, hakket estragon og hvidvinseddike op i en gryde og kog det op. Lad det koge indtil væsken er fordampet (uden at løgene brænder på) og tilsæt herefter vand. Det er klar til brug.

Min opskrift på bearnaise sauce er kun til 3-4 personer, men du kan sagtens doble opskriften, så der bliver sauce nok til flere personer. Server saucen til hjemmelavede sprøde pommes frites.Rigtig god fornøjelse!

Sauce til 3-4 personer
Forberedelse 15 min. / Tilberedning 15 min. / I alt 30 min.
Ingredienser

Hjemmelavet bearnaise sauce

200 g smør

5 æggeblommer

2 spsk bearnaise-essens (købt) eller alt bearnaise-essens der bliver, hvis du selv laver det. Se teksten ovenover

1 bundt frisk estragon, grofthakket

Salt og peber til at smage til med

Fremgangsmåde

Hjemmelavet bearnaise sauce

Start med at smelte smørret i en lille gryde ved svag varme. Tag gryden af varmen. Det hvide “vallen” ligger nu i bunden af gryden og det klare smør ligger ovenpå. Du skal kun bruge den klare del. Hæld det forsigtigt op i en kande og smid vallen ud.

Tag en gryde og fyld den halvt op med vand og stil den på komfuret ved middelvarme.

Kom æggeblommer og bearnaise-essens op i en skål, der kan tåle varme. Pisk det lidt sammen og placer skålen ovenpå gryden som vandbad. Vandet må endelig ikke røre ved skålen, det er kun damp fra vandet der skal give varme til skålen.

Nu skal der piskes i æggene hele tiden uden stop. Pisk til æggene er skummende og begynder at tykne lidt. Det tager ca. 5-6 minutter. Imens du stadig pisker tages skålen af gryden og placeres på en bordskåner. Pisk, pisk og pisk.

Hæld smørret  i i en tynd stråle lidt ad gangen. Sørg hele tiden for at piske smørret godt ind i massen inden der hældes nyt i. Saucen begynder nu at tykne og blive som en tyk mayonnaise. Pisk indtil alt smørret er brugt og fortsæt med at piske til skålen af afkølet. Smag til med estragon, salt og peber. Server straks! Velbekomme!

Bedøm denne ret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…

Ingen varer i kurven.