Hjemmebagte Bastogne kiks - Opskrift på sprøde hjemmebagte bastognekiks
Opskrifter Livsstil Shop

Hjemmebagte Bastogne kiks

Hjemmebagte Bastogne kiks – Opskrift på sprøde og lækre hjemmebagte bastogne kiks. Bastogne kiks er en af mine helt store favoritter, når det kommer til kiks og småkager. Bastogne kiks er en kiks med kanelsmag, og som har de velkendte riller ovenpå. Jeg har været igennem en lidt lang testbagnings-process af disse småkager, faktisk tog det mig hele 4 forsøg, før de sad lige i skabet på både udseende og smag. Men nu er de altså helt perfekte og med den rigtige smag af kanel. Bastogne kiks er en perfekt kiks at nyde til kaffen, men de kan også bruges i bagværk og kager. Jeg har f.eks. lavet den lækreste limetærte med bastogne bund, og den smager helt vidunderligt godt. Prøv også min opskrift på no bake flødebollekage med bastogne kiks.

Bastogne kiksene opbevares i kagedåser et tørt sted og der kan de holde sig i et par måneder og så er det super nemt at byde gæster, på hjemmebagte småkager i stedet for dem man køber i supermarkedet. Det er vigtigt at kiksene afbages godt, så de er helt sprøde, når de afkøles. Hvis de er for bløde, så kan de ikke holde særlig længe. Jeg har skrevet at de skal bage i ca. 12 minutter, men hvis du synes de er for bløde, så sker der intet ved at de lige bages et par minutter ekstra. Kiksene er kun krydret med kanel, som i de oprindelige kiks, men man kan også sagtens tilsætte kardemomme eller stødt ingefær i dejen. Rigtig god fornøjelse!

 

Småkager til 8-10 personer
Forberedelse 1 t. / Tilberedning 12 min. / I alt 1 t. 15 min.
Ingredienser

Hjemmebagte Bastogne kiks (30 stk.)

100 g mørk sirup

100 g brun farin

1 æggeblomme

100 g smør, blødt

250 g hvedemel

2 spsk. kanel, stødt (12 g)

1 lille nip salt

1 tsk. vaniljesukker

0,25 dl kærnemælk

1 tsk. natron

Fremgangsmåde

Hjemmebagte Bastogne kiks

Pisk mørk sirup og brun farin lyst i 1 minut. Tilsæt æggeblomme og pisk godt. Tilsæt herefter det bløde smør og pisk igen. Bland hvedemel, kanel, salt og vaniljesukker sammen i en skål. Kom det herefter i dejen og pisk det sammen. Rør natron ud i kærnemælken og pisk det i dejen. Dejen må gerne være lidt blød. Stil dejen på køl i 1 time, men den kan sagtens stå på køl i maks. 12 timer, for at trække endnu mere smag.

Tænd ovnen på 175 C varmluft.

Form ca. 30 lige store kugler a 18 g hver. Rul hver kugle til en aflang pølse, se billeder, og kom dem på ca. 2 bageplader beklædt med bagepapir. Pres med et sugerør eller en spisepind (gør dem våde først), ned i dejen to gange, så der dannes riller i dejen. Bag bastogne kiks i ca. 12 minutter. De hæver op når de bager og flyder lidt ud, og her kan rillerne godt forsvinde lidt, så lige når de kommer ud fra ovnen, kan rillerne laves igen, så de bliver helt tydelige. Lad kiksene afkøle helt på en bagerist inden de opbevares i en kagedåse ved stuetemperatur. Velbekomme!

Bedøm denne ret

2 Comments
    1. Æbleskiver, vafler, pandekager, koldskål, kanelkage, kærnemælksboller, kyllingenuggets og mange flere lækkerier .-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…

Ingen varer i kurven.