Opskrifter Livsstil

Hjemmelavede æbleskiver med fyld

Glædelig 1. december og 1. søndag i advent. Jeg vil prøve at gentage succesen fra sidste år og dele en juleopskrift med jer hver dag i hele december måned. I dag byder jeg på verdens bedste æbleskiver med fyld. Opskriften på æbleskiverne er den, som min mor bager til os hvert år, og de æbleskiver smager simpelthen så godt. De er lette og ikke for søde, så derfor smager disse æbleskiver perfekt med syltetøj og flormelis uden det bliver for sukkersødt. Og derfor kan æbleskiverne også sagtens fyldes med sødt fyld, som jeg har gjort her. De klassiske æbleskiver er her blevet opgraderet med 3 slags fyld, henholdsvis chokolade, dulce de leche (karamel) og revet marcipan. Jeg siger jer det er lækkert! Man behøver selvfølgelig ikke at lave alle 3 slags, man kan jo også vælge kun at lave en halv portion af dejen med fyld. Fyldet kommes nemlig først ned i hver enkelt æbleskive, når du har fyldt dej i hullerne i din æbleskive-pande. Prøv også mine veganske æbleskiver eller mine salte æbleskiver med bacon og timian. De lune æbleskiver kan serveres sammen med gløgg, prøv f.eks. min skønne æblegløgg med eller uden alkohol. Rigtig god fornøjelse og god søndag!

Hjemmelavede æbleskiver med fyld

Små søde sager til 8-10 personer
Forberedelse 10 min. / Tilberedning 20 min. / I alt 30 min.
Ingredienser

Æbleskiver (ca. 35 stk.)

4 dl kærnemælk + lidt ekstra til natronen

250 g hvedemel

1 spsk. sukker

1 lille tsk. salt

2 æg, delt i hvider og blommer

1 stor tsk. natron

Svinefedt eller smør til bagning

Ideer til fyld

Chokolade

Revet marcipan

Dulce de leche

Fremgangsmåde

Æbleskiver

Kom kærnemælken i en skål og tilsæt hvedemel, sukker og salt. Pisk dejen godt sammen. Tilsæt æggeblommer og pisk igen. Lige inden du skal bage æbleskiverne røres natron ud i lidt kærnemælk og blandes i dejen.  Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i dejen. Hæld dejen op i en kande, så er den nem at styre, når du skal hælde den i æbleskivepanden.

Varm æbleskivepanden op. Panden skal være godt varm, men ikke så varm at æbleskiverne bliver for mørke, inden du når at vende dem første gang. Lidt over middel varme plejer at passe. Kom en lille klat svinefedt eller smør i hvert hul i æbleskivepanden. Kom dej i hvert hul, kun næsten til kanten, da den hæver. Kom det ønskede fyld i (ikke for meget). Vend æbleskiverne med en stegegaffel eller en strikkepind, når de er lysebrune. Æbleskiverne skal bages på alle sider. Første gang du vender dem, skal de vendes ”på hovedet”, så siden med den rå dej vendes ned i hullet. Tag dem af panden, når de er gennembagt – prøv evt. at åbne en af dem. Læg dem på et fad med køkkenrulle til at suge evt. overskydende fedt. Serveres lune med flormelis på. Velbekomme!

Bedøm denne ret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.