Cookiekage med M&Ms og Oreo – Opskrift på den lækreste fudgy cookiekage bagt med M&Ms og Oreo. Denne kage er super lækker og taler virkelig til børn og andre barnlige sjæle med M&Ms og Oreo i. Kagen består af en cookiedej, hvor der vendes M&Ms i. Dejen deles i to lige store dele, hvor den ene del kommes i bunden af en form. På dejen placeres der Oreos, og så kommer den anden del af dejen på. Kagen laves ligesom min opskrift på Slutty brownie, som er meget populær her på bloggen.
Kagen kan sagtens bages dagen inden servering og blot opbevares på køl. Den kan også sagtens fryses ned. Rigtig god fornøjelse!
Følg med på de sociale medier
Husk endelig at følge mig på mine andre sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både det søde og det salte køkken. Du kan følge mig på Instagram, Facebook og TikTok.
Vil du gemme eller dele opskriften med andre?
Prøv funktionen med din personlige opslagstavle ved at klikke på den lyserøde tegnestift i højre hjørne i opskriften. Sådan kan du på en hyggelig måde samle alle dine favoritopskrifter her fra min blog, så du nemt og hurtigt kan finde dem frem, næste gang du skal i køkkenet. Samtidig kan du dele din egen opslagstavle med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration til bagning og madlavning fra dig.
Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest.
Ingredienser
Cookiekage med M&Ms og Oreo
250 g smør, blødt
100 g brun farin
200 g sukker
2 æg
350 g hvedemel
1,5 tsk. bagepulver
1 pose M&MMs af 165 g
1 rulle Oreos
Fremgangsmåde
Cookiekage med M&Ms og Oreo
Tænd ovnen på 175 C varmluft.
Pisk smør, sukker og brun farin lyst og luftigt. Tilsæt æggene et ad gangen. Bland hvedemel og bagepulver og pisk i dejen. Tilsæt til sidst M&Ms.
Beklæd en form på 21×21 cm med bagepapir. Del dejen i to lige store dele og fordel den ene del i bunden af formen. Fordel oreos i et lag på cookie dejen og kom den anden halvdel dej på, så den dækker oreos. Bag kagen i ca. 45 min. Lad kagen afkøle inden den skæres ud og serveres. Velbekomme!