Cannelloni med ricotta og spinat er en nem og lækker hverdagsret. Cannelloni er en italiensk klassiker og består af friske lasagneplader med fyld, som kommer i ovnen i et fad med tomatsauce og ost. En enkel og meget velsmagende ret. Fyldet kan varieres, ved f.eks. at komme kylling eller oksekød i. Tomatsaucen er ret mild i smagen, men tilsæt gerne chili eller andre stærke krydderier, hvis du ønsker en stærk sauce. Server gerne retten med en salat til og noget lækkert brød. Rigtig god fornøjelse!
Ingredienser
Spinat -og ricottafyld:
200 g frisk spinat
500 g ricotta
Citronskal fra 1 citron
Salt og peber
Tomatsauce:
3 spsk. olivenolie
2 løg, finthakket
2 fed hvidløg, presset
Frisk oregano
Frisk timian
2 dåser hakkede tomater
Salt og peber
0,5 dl mælk
Derudover:
400 g friske lasagneplader
1 pose revet ost
Fremgangsmåde
Spinat -og ricottafyld:
Hak spinaten fint i en minihakker. Bland ricotta med citronskal og salt og peber. Tilsæt spinaten til ricottaen og smag det til.
Tomatsauce:
Kom olie i en gryde og svits løg og hvidløg i oliven. Tilsæt friske krydderurter. Tilsæt hakkede tomater, salt og peber og mælk. Lad tomatsaucen simre under låg i 5 minutter.
Sådan samler du retten:
Tænd ovnen på 200 C varmluft.
Kom spinat og ricottafyldet i den ene ende af hver lasagneplade og rul den sammen til en rulle. Skær evt. hver rulle i to stykker. Kom halvdelen af tomatsaucen i et ovnfast fad og placer rullerne i rækker i fadet. Kom resten af tomatsaucen udover og fordel osten. Bag retten i ovnen i ca. 20-25 minutter til lasagne pladerne er møre og osten er brun og sprød. Server med det samme. Velbekomme!
Hvor kan man købe friske lasagne plader henne? ?
De kan købes i stort set alle supermarkeder f.eks. i Føtex 🙂 De kan også købes hos Nemlig 🙂
Jeg kan tit finde det i Netto, Føtex og også hos Nemlig 🙂
Hej Frederikke. Jeg skal lave retten til en fødselsdag og vil gerne forberede så meget som muligt. Kan man lave tomatsaucen dagen før og samle det hele i fadet nogle timer inden det skal i ovnen? Eller tror du, at det bliver for smattet? Mvh Mette
Dejligt! Ja, det kan sagtens forberede inden 🙂