Pastitio (græsk lasagne) - Opskrift på græsk lasagne Pastitio
Opskrifter Livsstil Shop

Pastitio (græsk lasagne)

Pastitio (græsk lasagne) – Opskrift på græsk lasagne Pastitio med bucatini pasta, krydret kødsauce og bechamelsauce. Pastitio er en græsk ret, som består af bucatini pasta (tykke spaghetti med hul i midten) i bunden, en krydret kødsauce og tilsidst en bechamelsauce. Jeg har drysset revet mozzarella på, men det behøver man slet ikke. Retten minder om den italienske lasagne og også lidt som den græske moussaka, hvor der bare er kartofler og aubergine i.

Jeg har fået kødsauce mange gange på Kreta, og det der kendetegner den græske kødsauce er, at den er meget krydret og det er især kanel der dominerer. Her kan man enten tilsætte stødt kanel eller hele kanelstænger. Hvis der bruges hele kanelstænger, så skal de blot fiskes op, inden retten samles. Retten laves oprindeligt med den græske vin Romeko, men de fleste tørre hvidvin eller rødvin kan bruges i saucen. Hvis du ikke kan finde bucatini pasta, så kan alm. spaghetti også bruges. Rigtig god fornøjelse!

 

 

Følg med på de sociale medier
Husk endelig at følge mig på mine andre sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både det søde og det salte køkken. Du kan følge mig på Instagram, Facebook og TikTok.

 

Vil du gemme eller dele opskriften med andre?
Prøv funktionen med din personlige opslagstavle ved at klikke på den lyserøde tegnestift i højre hjørne i opskriften. Sådan kan du på en hyggelig måde samle alle dine favoritopskrifter her fra min blog, så du nemt og hurtigt kan finde dem frem, næste gang du skal i køkkenet. Samtidig kan du dele din egen opslagstavle med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration til bagning og madlavning fra dig.

Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest.

Mad i fad til 4-6 personer
Forberedelse 20 min. / Tilberedning 2 t. / I alt + 3 t.
Ingredienser

Kødsauce

2 løg, skåret i tern

4 fed hvidløg, finthakket

4 spsk. olivenolie

1 kg hakket oksekød

Ca. 1 spsk. kanel eller 1-2 kanelstænger

2 laurbærblade

1 tsk. paprika

1 tsk. tørret oregano

1 spsk. tomatpure

2 dl rødvin eller hvidvin

2 dåser hakkede tomater

Salt og peber

Bechamelsauce

50 g smør

50 g hvedemel

7,5 dl sødmælk

1 tsk. salt

Peber

1 lille tsk. stødt muskatnød

Derudover

400 g bucatini (spaghetti med hul i), kogt

200 g revet mozzarella ost, kan undlades

 

Fremgangsmåde

Kødsauce

Svits løg og hvidløg i olivenolie. Brun kødet af og tilsæt kanel, laurbærblade,  paprika og oregano. Tilsæt tomatpure og hæld rødvin og hakkede tomater på og lad det simre under låg i min. 30 min. men allerbedst 2-3 timer. Smag til med salt og peber. Fisk laurbærblade og kanelstænger op.

Bechamelsauce

Lige inden Pastitio samles: Smelt smørret i en gryde og pisk melet i til en blank opbagning. Varm mælken og tilsæt den lidt ad gangen, imens der piskes grundigt imellem hver gang. Fortsæt indtil du har en halvtyk, blank sauce. Smag den til med salt, peber og friskrevet muskatnød.

Tænd ovnen på 200 C varmluft.

Kom kogt bucatini i bunden af et ildfast fad (lasagne fad). Hæld kødsaucen udover og tilsidst bechamelsauce. Drys med revet mozzarella (valgfrit). Bag i ovnen i ca. 30 min. Lad Pastitio afkøle lidt inden den serveres. Velbekomme!

Bedøm denne ret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…

Ingen varer i kurven.