Brændte hasselnødder – Opskrift på de lækreste brændte hasselnødder med kanel og vanilje. Brændte hasselnødder hører virkelig julen til, men har du nogensinde prøvet at lave brændte hasselnødder? Det smager utrolig godt, og jeg tror faktisk, at jeg bedre kan lide brændte hasselnødder end brændte mandler. Her har jeg først ristet hasselnødderne og gnedet skallen af og derefter laves de på nøjagtig samme måde, som de brændte mandler. Jeg har tilsat lidt kanel og vanilje for at tilføre lidt ekstra julesmag til nødderne, men det kan man sagtens undlade at tilsætte.
Vi er nok mange, der forbinder duften af brændte mandler med julemarked eller juleshopping, men man kan også tage duften med hjem og selv lave brændte mandler og hasselnødder. Det er ikke svært, det kræver bare lidt tålmodighed, og det er hele tålmodigheden værd.
Jeg har prøvet at beskrive den process hasselnødderne gennemgår, så jeg håber, at det er nemt at forstå. Brændte hasselnødder er i øvrigt en perfekt værtindegave sammen med brændte mandler. Rigtig god fornøjelse!
Brændte hasselnødder
Ingredienser
Brændte hasselnødderFremgangsmåde
Brændte hasselnødder
Kom hasselnødderne på en tør pande og rist dem ved middelvarme indtil skallen begynder at slippe nødderne. Hæld hasselnødderne på et klæde og gnid skallen af.
Kom de afskallede hasselnødder, sukker, kanel, vanilje og vand i en dyb pande. Skru op på middelvarme og tag din bedste tålmodighed på. Nu skal hasselnødderne igennem følgende trin:
– Først bliver sukkeret opløst i vandet og kogt sammen til en gennemsigtig sirup. Rør i massen undervejs.
– Derefter begynder vandet at fordampe og sukkeret bliver siddende tilbage på hasselnødderne, som bliver hvide.
-Nu begynder sukkeret at smelte, sådan at hasselnødderne bliver karamelliserede.
-Når næsten alle hasselnødderne har en blank overflade er de færdige, og så gælder det om at være hurtig: Hæld de varme hasselnødder på en bageplade (eller noget andet der kan tåle varme) beklædt med bagepapir og skynd dig at trække dem fra hinanden med to gafler. Få gerne nogle til at hjælpe dig, for så snart hasselnødderne køler af, og bliver hårde sidder de klistret sammen. Hvis hasselnødderne skal gemmes, så skal de være helt kolde, før de kommer på et fint glas eller i en kagedåse. Velbekomme!
Skriv endelig en kommentar