Varme hveder i airfryer – Opskrift på lette og luftige varme hveder bagt i airfryer. Det er super nemt at bage bagværk i en airfryer og her har jeg bagt de lækreste hvedeknopper i airfryer. Dejen laves og hæver helt på normalvis. I stedet for at bage hvederne i ovnen, så smører jeg kurven til airfryeren med smør og placerer bollerne deri. De skal kun bage i ca. 14 minutter og så er der lækre hveder klar.
Denne opskrift giver 9 stk. hveder og det passer lige med, hvad der kan være i kurven til airfryeren.
Hvornår spiser man varme hveder?
Traditionen siger, at man skal spise varme hveder dagen før Store Bededag. Der er dog mange, der både spiser dem i ugen op til og på dagen, da men efterhånden kan få dem over en længere periode.
Hvorfor spiser man varme hveder?
Grunden til at man spiser varme hveder er, at i gamle dage lukkede bageren i helligdagene. Derfor skulle bageren lave noget brød, der kunne holde sig. Det blev til de klassiske hvedeknopper som vi kender dem.
Skal hveder pensles inden bagning?
Man behøver ikke at pensle hvederne med noget, før de bages. Jeg pensler dem dog med mælk, man kan også bruge vand eller kold kaffe, så får de en skinnende overfalde. Hveder skal være lidt matte i overfladen, og det bliver de, hvis man ikke pensler dem med noget. Pensler du dem, så bliver de mere skinnende på toppen.
Andre opskrifter på hveder
Jeg har også en opskrift på lækre surdejshveder. Surdej kan nemlig også bruges til at bage sødt bagværk, og den bliver derfor fodret med sukker. Hvederne får en helt fantastisk smag af både syre og sødme samt en lækker smag fra friskkværnet kardemomme. Jeg elsker varme hveder og måden de spises på. Her er også min helt klassiske opskrift på hveder. Rigtig god fornøjelse!
Varme hveder i airfryer
Ingredienser
Fremgangsmåde
Rør gæren ud i mælken i en røreskål. Tilsæt æg, kardemomme, sukker og smeltet smør. Tilsæt halvdelen af melet samt salt og ælt dejen med dejkrogen. Tilsæt det resterende mel og ælt til dejen bliver blank og smidig og slipper skålen. Lad dejen hæve under et fugtigt klæde i 30 min. ved stuetemperatur.
Del dejen i 9 lige store boller af ca. 97 g hver.
Smør kurven til din airfryer med smør og placer bollerne i kurven. Lad bollerne efterhæve under et fugtigt klæde i 1 time ved stuetemperatur. Pensl bollerne med mælk.
Bages ved 170 C i airfryer ca. 14 min. De skal lyde hule, når du banker let på dem. Lad hvederne afkøle på en rist.
Inden hvederne nydes kan de skæres over og ristes i airfryeren ved 180 C i ca. 6-7 min. Velbekomme!
Skriv endelig en kommentar