Spaghetti meatballs – Opskrift på den bedste tomatsauce med kødboller og spaghetti. Spaghetti and meatballs eller kødboller i tomatsauce er en vidunderlig god ret i ægte Lady og Vagabonden stil. Denne ret er en skøn klassiker fra det italienske køkken, der mangler nærmest bare en rød og hvid ternet dug, og så er den ellers i hus.
Kødboller i tomatsauce
Kødboller i tomatsauce er en ganske enkel ret, som består af kødboller, tomatsauce og pasta. Jeg har brugt bucatini, som er tykke spaghetti, men man kan selvfølgelig bruge lige de slags pastaer, som man bedst kan lide.
Kødbollerne består bl.a. af hakket oksekød, pankorasp og parmesan. De er så lækre og smagfulde. Normalt steger man kødbollerne på en pande eller i ovnen, men jeg har her kogt dem i selve tomatsaucen, så passer de nemlig sig selv og giver ekstra god smag til saucen.
Tomatsaucen er lavet med en masse cherry tomater og fyldt med god smag. Hvis du har nogle kedelige tomater liggende i køleskabet, så er de perfekte at bruge til denne tomatsauce. Kødboller i tomatsauce er en ret der egner sig super godt til at fryse ned, så er der nem og lækker mad til de travle hverdage. Prøv også denne lidt mere simple ret med kødboller og tomatsauce. Rigtig god fornøjelse!
Følg med på de sociale medier
Husk endelig at følge mig på mine andre sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både det søde og det salte køkken. Du kan følge mig på Instagram, Facebook og TikTok. Derudover kan du prøve funktionen med din personlige opslagstavle (lyserød tegnestift i højre hjørne) her på bloggen. Her kan du på en hyggelig måde samle alle dine favoritopskrifter her fra min blog, så du nemt og hurtigt kan finde dem frem, næste gang du skal i køkkenet. Samtidig kan du dele din egen opslagstavle med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration til bagning og madlavning fra dig.
Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest.
Ingredienser
Kødboller (25 stk.)
1,5 dl vand, gerne danskvand
45 g pankorasp
600 g hakket oksekød
2 løg, finthakket
2-3 fed hvidløg, hakket
1 stor håndfuld frisk persille, finthakket
1 stor håndfuld revet parmesan
1 æg
1 tsk. salt
Peber
Tomatsauce
2 løg, skåret i tern
4 fed hvidløg, skåret i skiver
Et lille stykke frisk chili, finthakket
Olivenolie
500 g cherry tomater, skåret i halve
0,5 dl piskefløde
1 dl vand
2 spsk. tomat puré
1 tsk. brun farin (alm. sukker kan også bruges)
1 tsk. æblecider eddike (citronsaft kan også bruges)
Salt og peber
1 håndfuld frisk basilikum
1 dl pastavand
Derudover
400 g spaghetti
Parmesan
Frisk basilikum
Fremgangsmåde
Kødboller
Bland vand med pankorasp og lad det stå i 10 min. Rør herefter alle ingredienserne sammen til en ensartet og sammenhængende fars. Form farsen til 25 lige store kødboller. Lav tomatsaucen.
Tomatsauce
Svits løg, hvidløg og chili i olivenolie i en bred gryde, uden at det tager farve. Tilsæt herefter tomaterne og lad dem stege med i et par minutter. Hæld fløde og vand i gryden. Tilsæt tomat puré, brun farin og æblecidereddike og lad tomatsaucen stå at simre. Smag til med salt og peber og evt. mere sukker eller eddike. Kom basilikumblade i saucen og blend saucen til en ensartet og cremet tomatsauce. Læg de formede kødboller i saucen og læg låg på saucen. Lad kødbollerne simre i saucen i ca.15 min. eller indtil de er helt tilberedte.
Kog imens pastaen og tilsæt 1 dl af pastavandet til saucen.
Server spaghetti med kødboller i tomatsauce og riv parmesan udover og pynt med frisk basilikum. Velbekomme!