Safransnurrer med marcipanfyld - Opskrift på saftige safransnurrer
Opskrifter Livsstil Shop

Safransnurrer med marcipanfyld

Safransnurrer med marcipanfyld – Opskrift på de bedste saftige snurrer med safran, marcipanfyld, hvidt perlesukker og mandelsplitter. Disse svensk-inspireret snurrer passer perfekt til Lucia, ligesom de svenske “lussekatter”, som du kan finde min opskrift på lige her. I Sverige spise man Lussekatter Luciadag d.13 december og det er sådan en hyggelig tradition.

Der findes mange måder at lave disse luciaboller på, og jeg har faktisk også lavet disse boller som snegle med vaniljefyld og rosiner. Der har jeg rullet dejen som snegle, men hvis du ser på min Instagram, så har jeg delt en Reels med, hvordan man ellers kan rulle dem.

Safransnurrer med marcipanfyld er nok min yndlings indtil videre! De smager helt fantastisk og er så dejlig bløde, saftige, snaskede og lige som de skal være. De er fyldt med en remonce med marcipan og ovenpå er de drysset med hvidt perlesukker og mandelsplitter og så er de efterfølgende penslet med sukkersirup.

Jeg følger en del svenske kage-og madprofiler på Instagram, og jeg har i de sidste par uger set disse snurrer, så mange steder og nu har jeg selv prøvet dem, og wow de er gode. Lov mig at du prøver disse lækre snurrer. Rigtig god fornøjelse!

Snurrer til 8-10 personer
Forberedelse 1 t. / Tilberedning 1 t. 30 min. / I alt 2 t. 30 min.
Ingredienser

Dej

50 g gær

3 dl sødmælk, lunken

0,5 g safran

1 spsk sukker

1 dl creme fraiche, skyr eller græskyoghurt

1 æg

150 g smør, stuetemperatur

½ tsk salt

Ca. 650 g hvedemel

1 sammenpisket æg til pensling

Marcipanfyld

100 g smør, blødt

150 g marcipan

100 g sukker

2 spsk kartoffelmel

Sukkersirup

50 g vand

50 g sukker

Derudover

Hvidt perlesukker

Mandelsplitter

Fremgangsmåde

Dej

Opløs gæren i halvdelen af den lunkne mælk i en røremaskine. Når det er opløst hældes resten af mælken i og safran tilsættes. Lad det stå lidt, så safran kan afgive farve. Tilsæt sukker, creme fraiche og æg rør godt. Tilsæt nu ca. halvdelen af melet, sammen med salt, og ælt dejen på maskinen. Tilsæt smørret lidt ad gangen. Tilsæt derefter resten af melet indtil dejen ikke er klistret og slipper skålen, når den rører rundt. Det tager ca. 5-10 minutter, afhængig af hvor kraftig din røremaskine er. Lad dejen hæve i skålen i 1 time under et fugtigt viskestykke.

Marcipanfyld

Bland alle ingredienserne godt sammen med en gaffel og stil remoncen til side, til den skal bruges.

Sukkersirup

Kog vand og sukker op i en lille gryde til sukkeret er opløst. Lad det køle af.

Sådan laver du snurrerne

Del dejen i 2, og rul den ene halvdel ud i en firkant (ca. 40 x 40 cm). Smør halvdelen af marcipanfyldet omhyggeligt ud på hele dejen i et tyndt lag, og luk halvdelen af dejen over, sådan at dejen ligger dobbelt. Del dejen i ca. 12 aflange stykker på ca. 2-3 cm i bredden. Sno hvert dejstykke rundt som et lille bundt og sno den sidste dejende rundt på den anden led (som et lille garnnøgle). Det gør ikke noget, at snurrerne ikke bliver helt ens, de skal nok blive fine alligevel. Fortsæt på samme måde med den anden halvdel af dejen.

Sæt snurrerne på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve tildækket i ca. 30 minutter ved stuetemperatur. Pensl dem med sammenpisket æg og drys med hvidt perlesukker og mandelsplitter, og bag dem i midten af en forvarmet ovn ved  varmluft 200°C i 14-16 minutter, til de er gyldne. Pensl de varme snurrer med sukkersirup. Lad snurrerne køle lidt af på en rist og servér dem. De smager allerbedst, når de stadig er lidt lune. Velbekomme!

 

Bedøm denne ret

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…

Ingen varer i kurven.