Pandekage lagkage med hindbærskum og chokolade -det er rent faktisk en gammel opskrift jeg har taget frem fra gemmerne. For 2 år siden lavede jeg nemlig en opskrift på denne pandekage lagkage og uploade den som video på min Youtube kanal. Den har bare aldrig ramt bloggen, men det gør den altså i dag. Perfekt til dette dejlige solskinsvejr! Jeg har lavet lidt om i opskriften, så tag jer ikke af, at der står nogle andre mål i videoen. Denne kage er virkelig en af de allermest populære i min familie. Jeg har også lavet pandekage lagkagen med mascarponecreme og jordbær og denne med fyld af æblegrød, som en klassisk æblekage. God fornøjelse!
Ingredienser
Pandekager (ca. 18-20 pandekager):
1 L mælk
500 g mel
80 g sukker
1 lille tsk. salt
4 æg
2 tsk. natron
Smør til bagning
Hindbærskum:
500 g frosne hindbær
200 g flormelis
2 spsk. kartoffelmel
1 L piskefløde
2 tsk. vaniljesukker
Chokoladeganache:
250 g mørk chokolade
50 g smør
Pynt:
Friske hindbær
Citronmelisse
Fremgangsmåde
Pandekager:
Kom mælken i en skål og tilsæt mel, sukker og salt. Pisk godt til dejen er uden klumper. Tilsæt æggene og pisk igen. Rør natron ud i lidt mælk og kom det i dejen. Kom en lille smule smør på en pande, og bag tynde pandekager af dejen. Lad dem køle af.
Hindbærskum:
Skold hindbærrene og hæld dem i en si, så de kan tø op og saften kan blive siet fra. Bland flormelis og kartoffelmel i hindbærrene. Pisk fløden med vaniljesukker til en let skum og vend hindbærrene i.
Chokoladeganache:
Laves lige når kagen er samlet. Smelt chokolade og smør i en lille gryde ved svag varme og rør det godt sammen til en ensartet masse.
Sådan samler du kagen:
Læg pandekage lagkagen sammen ved at smøre et lag hindbærskum på hver pandekage. Hæld ganachen udover kagen og lad det dryppe lidt ned ad siderne. Pynt kagen med friske hindbær og citronmelisse. Server kagen med det samme, så er den bedst. Er der en rest kage tilovers, kan den dog godt holde sig i køleskabet til dagen efter, men den bliver lidt mere kompakt i konsistensen. Velbekomme!
Tror du man kan lave skummet med mascarponecreme blendet med hindbær istedet for flødeskum?
Kan man bruge jordbær i stedet for hindbær? Og i så fald, er opskriften så den samme?
Kan man erstatte den 1L piskefløde med noget sundere?
Græsk yoghurt, skyr eller mascarpone 🙂