Hjemmelavet guf - Opskrift på nem hjemmelavet guf til is
Opskrifter Livsstil Shop

Hjemmelavet guf

Hjemmelavet guf – Opskrift på hjemmelavet guf til is. Guf er et must til sommerens mange isvafler. Det er virkelig nemt at lave guf selv, og den kan laves med forskellige smage. Jeg har her lavet 3 slags: vanilje, hindbær og lakrids, men det kan også være med rabarber, jordbær, brombær, solbær eller hakket chokolade.

Guf laves ved at koge en sukkersirup med sukker, glukosesirup, vand og vanilje til en tyk sirup som afkøles. Herefter hældes den i piskede æggehvider, og der piskes indtil, det bliver til en sej, blank og luftig marengs.

Lav gerne guffen lige inden den skal serveres, da den hurtigt mister luften og falder sammen og bliver lidt flydende. Jeg har delt guf portion i 3 dele, og tilsat smag til hver del, men man kan også lave en stor portion med kun en smag.

Guf med hindbær

Hvis du vil lave guf med hindbær, så røres der ca. 4 spsk. hindbærsyltetøj i den færdige guf.

Guf med lakrids

Hvis du vil lave guf med lakrids, så røres der 3 spsk. lakridspulver i den færdige guf.

Prøv også min opskrift på hjemmelavet softice. Rigtig god fornøjelse!

Dessert til 4 personer
Forberedelse 5 min. / Tilberedning 15 min. / I alt 20 min.
Ingredienser

Hjemmelavet guf

100 g sukker

30 g glukosesirup

0,5 dl vand

Kornene fra 1 vaniljestang eller 1 tsk. vaniljepasta

3 past. æggehvider

50 g sukker

2 spsk. hindbærsyltetøj, evt. lidt ekstra

Fremgangsmåde

Hjemmelavet guf

Kog sukker, glukosesirup, vand og vanilje op i en lille gryde til sukkeret er opløst og massen bliver til en tyk sirup, det skal være ca. 110 C. Lad sukkersiruppen afkøle.

Pisk æggehviderne skummende og tilsæt de 50 g sukker lidt ad gangen. Hæld herefter sukkersiruppen op i skålen i en tynd stråle, imens der fortsat piskes. Pisk massen i ca. 10-15 minutter indtil den bliver sej og blank. Så har du grundopskriften på guf, hvor du kan tilsætte forskellige smage.

 

Bedøm denne ret

2 Comments
  1. Hej, kan det evt. opbevares på køl og piskes op igen dagen efter?
    Dine opskrifter plejer altid at side lige i skabet!

    1. Tusind tak! Det gør mig glad! Guf er lidt svært at arbejde med, fordi det skal helst laves lige inden servering, da det mister luften, så tror ikke man kan piske det op igen, men det er da forsøget værd 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…

Ingen varer i kurven.