Flødeboller med browniebund, kaffeskum og dulce de leche

Flødeboller med browniebund, kaffeskum og dulce de leche. Oh wow de her flødeboller blev så gode, og da jeg delte en video af dem på Instagram, så var der, så mange der gerne ville have opskriften. Bunden af flødebollerne er en klæg browniebund, skummet er med kaffe og så er de overtrukket med mælkechokolade. Og prikken over i’et er karamellen i midten. Virkelig en god kombination. Det kræver lige lidt tålmodighed at lave flødeboller, men det er en virkelig hyggelig process. Jeg har efterhånden lavet flødebolleskum en del gange, specielt når jeg har bagt min meget populære brownie cream puff cake og denne med hindbærflødebolleskum og marcipanbund. Jeg har også lavet en cupcake udgave med kirsebærskum, marcipan og hvid chokolade.Der er i hvert fald lidt at gå i gang med i weekenden, og måske er du en af de heldige, der har vinterferie i næste uge? God fornøjelse!

Flødeboller med browniebund, kaffeskum og dulce de leche
Ingredienser

Flødeboller ca. 16-18 styks:

Browniebund:

200 g smør, smeltet

4 æg

150 g sukker

50 g brunfarin

200 g mørk chokolade, f.eks. Callebaut 54,5% (reklamelink*)

100 g hvedemel

1 tsk. bagepulver

Flødebolleskum med kaffe:

250 g sukker

100 g glukosesirup

3/4 dl vand

Kornene af 1 vaniljestang

0,5 dl stærk kaffe. f.eks. et espresso shot af Caramelito fra Nespresso

140 g past. æggehvider

Dulce de leche:

1/2 dåse dulce de leche

Et lille nip havsalt

Chokoladeovertræk:

400 g mælkechokolade, f.eks. fra Callebaut 33,4% (reklamelink*)

100 g kakaosmør, kan købes her (reklamelink*)

Fremgangsmåde

Browniebund:

Tænd ovnen på 190 C varmluft. Smelt smørret og stil det til side. Pisk æg, sukker og brun farin lyst og luftigt. Smelt chokoladen i en skål over vandbad eller ved lav varme i mikroovnen og lad det herefter køle lidt af. Hæld chokoladen i æggesnapsen og pisk godt. Bland mel og bagepulver i en skål og sigt det i dejen og vend det rundt. Pisk tilsidst det smeltede smør i dejen og pisk til en jævn dej. Hæld dejen i en form (25×35 cm) beklædt med bagepapir. Bag kagen i ca. 30 minutter. Lad den køle helt af. Denne bund kan med fordel bages en dag i forvejen. Stik kagen ud til runde bunde med en rund udstikker f.eks. disse (reklamelink*).

Flødebolleskum med kaffe:

Kog sukker (200 g), glukosesirup, vand, vanilje og kaffe op i en tykbundet gryde til det når 117°C. Pisk imens æggehvider hvide og luftige og tilæt sukker(50 g) og pisk sammen til en marengs. Når sukkersiruppen er klar hældes den ned i æggehviderne i en tynd stråle, imens der piskes ved høj hastighed. Pisk nu det hele sammen i ca. 20 minutter. Kom flødebolleskummen op i en sprøjtepose og lav det mønster du ønsker på de små browniebunde.

Dulce de leche:

Rør karamellen sammen med salt og kom den i en sprøjtepose med en spids fylde tyl f.eks. denne (*reklamelink). Sprøjt karamellen ned i midten af flødebolleskummet. Stil flødebollerne på køl, imens du temperer chokoladen.

Chokoladeovertræk:

Hak chokoladen (med mindre den er i knapper) og kom den op i en skål sammen med kakaosmør. Giv chokoladen 30 sek. og rør rundt. Gør dette af nogle omgange indtil chokoladen begynder at smelte. Giv nu chokoladen 10 sek. af to omgange eller til chokoladen er 33 C. Hæld den smeltede chokolade op i et aflangt og bredt glas eller i en dyb skål og dyp de kolde flødeboller forsigtigt i chokoladen. Lad dem stå på køl til chokoladen er størknet. Nyd dem helst på dagen, så er de allerbedst.  Velbekomme!

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.