Citronsnitter - Opskrift på syrlige citronsnitter/lemon bars
Opskrifter Livsstil Shop

Citronsnitter

Citronsnitter – Opskrift på syrlige citronsnitter eller lemon bars, som de også hedder. Lemon bars består af en sprød bund med en blød og syrlig citroncreme. Disse citronsnitter er super lækre, friske og syrlige og er perfekte at servere for en citron-elsker. De har lidt samme elementer som en fransk citrontærte, dog uden marengs.

Når citronsnitterne er bagt, så skal de stå på køl nogle timer, for at cremen kan sætte sig, inden de skæres ud i firkanter og kan serveres. De kan holde sig på køl i ca. 3-4 dage eller fryses ned. Rigtig god fornøjelse!

 

Følg med på de sociale medier
Husk endelig at følge mig på mine andre sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både det søde og det salte køkken. Du kan følge mig på Instagram, Facebook og TikTok.

 

Vil du gemme eller dele opskriften med andre?
Prøv funktionen med din personlige opslagstavle ved at klikke på den lyserøde tegnestift i højre hjørne i opskriften. Sådan kan du på en hyggelig måde samle alle dine favoritopskrifter her fra min blog, så du nemt og hurtigt kan finde dem frem, næste gang du skal i køkkenet. Samtidig kan du dele din egen opslagstavle med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration til bagning og madlavning fra dig.

Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest.

Små kager til 8-10 personer
Forberedelse 10 min. / Tilberedning 30 min. / I alt + 3 t.
Ingredienser

Bund

65 g sukker

230 g hvedemel

Skallen fra 2 citroner

1 lille tsk. salt

200 g smør, koldt og skåret i tern

Citroncreme

4 æg

100 g sukker

1 tsk. vaniljesukker

1 dl citronsaft (ca. 2 citroner)

Fintrevet skal fra 2 citroner

30 g hvedemel

Desuden

Flormelis til drys

Fremgangsmåde

Bund

Tænd ovnen på 180 C varmluft.

Bland sukker, hvedemel, citronskal og salt sammen i en skål. Tilsæt smørret i tern og smuldre smørret ind i de tørre ingredienser med hænderne. Dejen skal bare være smuldret.

Pres dejen ud i en form på 20×20 cm beklædt med bagepapir. Bag bunden i ca. 25 min. til den kun lige er blevet lysebrun. Tag bunden ud af ovnen og lav citroncremen.

Citroncreme

Skru ovnen ned på 160 C varmluft.

Pisk æg, sukker og vaniljesukker kort sammen i en skål med et piskeris. Tilsæt citronsaft -og skal og hvedemel og pisk til det lige er samlet til en ensartet masse.

Hæld citroncremen igennem en si ned på den bagte bund og bag kagen i ca. 10 min. Citroncremen skal kun lige sætte sig, så den skal være lidt “blævrende”, når kagen tages ud af ovnen. Stil kagen på køl i 2-3 timer, hvorefter den drysses med flormelis og skæres ud i 16 firkanter og serveres. Velbekomme!

Bedøm denne ret

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…

Ingen varer i kurven.