Opskrifter Livsstil Shop

Chokoladekarameller

Glædelig 22. december. De bedste chokoladekarameller dyppet i mørk chokolade er lige præcis, hvad jeg har at byde på i dag. Hvis du kun skal lave en julegodte i år, så lad det være disse chokoladekarameller. De smager så englene synger. De smager faktisk lige som en “slentre bar” fra Karamel Kompagniet, dog med chokolade karamel i stedet for. Jeg har lavet en stor portion karamel, da jeg giver nogle af karamellerne væk til venner og familie, pakket fint ind. Dog kan man sagtens lave en mindre portion. Jeg har ikke dyppet alle karamellerne i chokolade. Det tager lidt tid at koge massen ind til karamel, men det er alt ventetiden værd. I opskriften har jeg skrevet, at det ca. tager en time for massen at blive til en tyk karamel på 125 C, men måske tager det kortere eller længere tid hos dig – det er meget forskelligt. Rigtig god fornøjelse!

Chokoladekarameller

Små søde sager til 10-12 personer
Forberedelse 1 t. / Tilberedning + 12 t. / I alt + 12 t.
Ingredienser

Chokoladekarameller (ca. 60 stk.)

6 dl piskefløde

6 dl sukker

4 dl lys sirup

4 spsk kakao

2 spsk smør

Chokoladeovertræk

300 g mørk chokolade

Fremgangsmåde

Chokoladekarameller

Kom piskefløde, sukker, sirup og kakao op i en stor tykbundet gryde. Kog det op ved middelvarme til det begynder at boble. Det tager ca. 1 time før karamelmassen er klar. Husk at røre i massen undervejs. Når massen er 125-126 C er den færdig. Den skal være tyk og boblende. Rør smør ned i den varme karamelmasse og hæld den op i en form på ca. 30×30 cm beklædt med bagepapir. Lad karamellen stå på køkkenbordet i 1 time og stil den herefter på køl indtil karamellen har sat sig.

Hvis du vil overtrække karamellerne med chokolade så skal du smelte chokoladen over vandbad. Skær herefter karamellerne ud i passende størrelse og dyp hver karamel i chokolade. Placer karamellerne på et skærebræt beklædt med bagepapir og stil dem på køl indtil chokoladen er størknet. Pak karamellerne ind i mellemlægspapir og opbevar dem køligt. Velbekomme!

 

Bedøm denne ret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven