Bløde osteboller med hvidløgssmør - Opskrift på de bedste osteboller
Opskrifter Livsstil Shop

Bløde osteboller med hvidløgssmør

Bløde osteboller med hvidløgssmør. De lækreste, bløde og luftige osteboller bagt med ost i midten og efterfølgende penslet med hvidløgssmør. Bollerne er perfekte at servere sammen med suppe, f.eks. græskarsuppe eller kartoffel-porre-suppe. Disse boller er perfekte at fryse ned, så lav evt. en større portion, så du har til fryseren også. Jeg har flere opskrifter på brød, der er gode til suppe. Prøv f.eks. disse snegle med ost og timian eller koldhævet foccacia brød med oliven og oregano. Rigtig god fornøjelse!

Bløde osteboller med hvidløgssmør

Boller til 6-8 personer
Forberedelse 1 t. / Tilberedning 45 min. / I alt 2 t.
Ingredienser

Bløde osteboller (ca. 15 stk.)

50 g gær

3 dl kærnemælk, lunkent

1 dl sødmælk, lunkent

2 æg

1 tsk. salt

2 spsk. sukker

Ca. 700 g hvedemel

120 g smør, blødt

1 sammenpisket æg til pensling

Hvidløgssmør

2 fed hvidløg, presset

45 g smør

Derudover

100 g revet ost, f.eks. 50 g mozzarella og 50 g revet cheddar

Fremgangsmåde

Bløde osteboller

Opløs gæren i kærnemælken og sødmælken i en røreskål. Tilsæt æg og sukker og ælt. Tilsæt melet lidt adgangen og tilsæt saltet, imens der æltes. Ælt indtil dejen slipper skålen. Tilsæt det bløde smør lidt ad gangen til dejen bliver smidig og blank. Lad dejen hæve under et viskestykke i 1 time.

Tænd ovnen på 200 C varmluft.

Del herefter dejen i 15 lige store stykker. Flad hvert dejstykke lidt ud og kom en skefuld ost i midten. Form dejen rundt om og form til en bolle. Placer dem i en bageform eller en bageplade med bagepapir. Kom et viskestykke over bollerne og lad dem efterhæve i 30 min.

Smelt smørret og bland sammen med presset hvidløg.

Pensl bollerne med sammenpisket æg og bag dem i midten af ovnen i ca. 15-20 minutter eller indtil de er gyldne og gennembagte.  Lad dem køle lidt af og pensl dem med hvidløgssmør og server dem. Velbekomme!

Bedøm denne ret

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven