Biscotti – Opskrift på sprøde, tørre, dobbeltbagte italienske mandelsmåkager, også kaldet Cantucci. Navnet Biscotti betyder dobbeltbagt, og det er lige præcis det man gør med disse italienske småkager. De er super nemme og hurtige at lave. Dejen består af hvedemel, sukker, bagepulver, vaniljesukker, appelsinskal, æg og hele mandler. Dejen æltes nemt sammen med hænderne. Herefter formes deles i to stykker som formes til aflange stykker som trykkes lidt flade og bages. De bagte stykker skæres i snitter og bages igen, så de kan bliver tørre og sprøde.
Man kan tilsætte forskellige ingredienser til dejen. Her har jeg brugt appelsinskal og mandler, men det kan også være citronskal, hasselnødder, tranebær, pinjekerner, mørk chokolade eller krydderier. Nogle af dem har jeg dyppet i mørk chokolade, men det kan man sagtens helt undlade. De sprøde småkager er perfekte at nyde til en kop kaffe.
Prøv også min opskrift på orangestænger eller havregrynskager med smørcreme og chokolade. Rigtig god fornøjelse!
Ingredienser
Biscotti (ca. 30 stk.)
250 g hvedemel
185 g sukker
1 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljesukker
Fintrevet skal af 1 appelsin
3 æg
100 g hele mandler
Fremgangsmåde
Biscotti
Tænd ovnen på 175 C varmluft.
Kom hvedemel, sukker, bagepulver, vaniljesukker og appelsinskal i en skål. Tilsæt æggene og saml dejen med hænderne. Tilsæt mandlerne hele, med skræl, til dejen og ælt dem godt ind i dejen.
Del dejen i 2 lige store stykker. Rul dejstykkerne til aflange “pølser”. Placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Tryk dejen lidt ned. Bag i 25 min.
Lad de bagte kage-stykker afkøle lidt inden de skæres i ca. 30 skiver. De skal stadig være varme. Skiverne placeres på bagepladen og bages/tørres i 12 min. ved 150 C varmluft. De skal være sprøde og gyldne.
Lad de tørrede småkager afkøle på en rist. Opbevar dem i en kagedåse ved stuetemperatur. Velbekomme!
Følg med på de sociale medier
Husk endelig at følge mig på mine andre sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både det søde og det salte køkken. Du kan følge mig på Instagram, Facebook og TikTok.
Vil du gemme eller dele opskriften med andre?
Prøv funktionen med din personlige opslagstavle ved at klikke på den lyserøde tegnestift i højre hjørne i opskriften. Sådan kan du på en hyggelig måde samle alle dine favoritopskrifter her fra min blog, så du nemt og hurtigt kan finde dem frem, næste gang du skal i køkkenet. Samtidig kan du dele din egen opslagstavle med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration til bagning og madlavning fra dig.
Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest.