Andesteg – Opskrift på nem og lækker andesteg med sprødt skind til Mortens aften eller til den klassiske julemiddag. Egentlig ikke svært, men man steger bare sjældent and, og derfor har de fleste ikke særligt meget rutine. Princippet ved at tilberede en andesteg er egentlig blot, at man kommer noget fyld ind i anden, som er med til at give smag og saft til kødet, og at man steger den langsomt, så den forhåbentlig bliver dejlig saftig. Samtidig sørger man for at komme nogle urter i bradepanden, hvor andefedt, saft og kraft drypper ned i under stegning, så du får en fond til den brune sovs. Man kan også koge fonden i en gryde, princippet er det samme, og imens anden steger, lader man gryden stå og simre. Man kan evt. købe et ekstra andelår og brune af og komme med ned i fonden. Om der skal koges krydderier med i fonden afhænger også af ”hvad man plejer” – nogle synes, at det er perfekt med lidt frisk timian, et par laurbærblade og nogle fed hvidløg.
Selvom du koger fonden i en gryde, skal du stadig huske at komme lidt vand i bradepanden under anden, ellers branker det fedt, der drypper ned under stegningen. Si fond fra gryden og/eller bradepanden, og skum så meget fedt af som muligt, inden det bruges til den brune sovs, som laves på sammen måde som sovsen til flæskestegen. Se opskrift på brun sovs her.
Hvor mange personer, der er nok til i en andesteg, afhænger af, om du samtidig serverer flæskesteg, som man gør i rigtigt mange familier juleaften, herunder min egen!
Om man vil bruge en frossen eller fersk and, fritgående, økologisk, dansk eller fransk afhænger vist mest af traditioner (og ens pengepung). Hvis du vælger en frossen and, så sørg for, at den tør langsomt op i køleskabet – tag den ud af fryseren ca. 2 døgn før, at den skal steges (altså f.eks. den 22.12. midt på dagen).
Stegetiden for en and afhængere af størrelsen og hvordan din ovn varmer, så hold godt øje med den undervejs. Når du har serveret andelår og det fine brystkød, skal du huske at plukke resten af kødet fra andeskroget. Det er perfekt at bruge som fyld i andeburger – den lækreste restemad til en af juledagene. Du kan også anrette æble-sveskefyldet i en lille skål – det ser nok lidt snasket ud, men smager skønt. Rigtig god fornøjelse!
Andesteg
Ingredienser
Fremgangsmåde
Læg evt. sveskerne i blød i appelsinsaft af 1 appelsin dagen før, anden skal steges.
Tænd ovnen på 160 C varmluft.
Fjern evt. indmad fra anden. Skyl og tør anden og evt. indmad. Tjek, om der sidder rester af fjer på skindet, og fjern dem. Tag de klumper af fedt ud, der sidder i andens åbning.
Klip evt. vingespidserne af (gem dem) eller buk dem ind under anden. Gnid anden med salt på skindet, og drys også salt indeni.
Smelt noget af fedtet fra anden på en pande.
Skær æblerne med skræl i både, og brun dem i fedtet på panden.
Kom svesker og æblebådene ind i anden, og luk evt. åbningen sammen med en kødnål, eller bind lårene sammen med et stykke kødsnor, så det holder sammen om.
Smelt lidt mere fedt på panden, brun indmaden (undtagen leveren) og evt. vingespidser på panden, og kom det i en bradepande. Tilsæt også resten af appelsinsaften fra sveskerne.
Skyl og rens grøntsagerne, skær dem i grove stykker, brun også dem i lidt fedt, og kom dem i bradepanden.
Kog panden af med balsamicoeddike (eller rødvin) og vand, og hæld det i bradepanden. Tilsæt evt. krydderier.
Læg risten på bradepanden, og læg anden med brystet nedad på risten. Stil nu bradepanden i ovnen, sådan at selve anden er midt i ovnen. Hæld mere vand i bradepanden, så urter og indmad er dækket.
Steg anden i 1 time 30 min, og vend den derefter om, så brystet kommer opad – det er nemmest at tage bradepanden ud af ovnen, men pas på, at skyen ikke skulper over, så du brænder dig.
Steg videre i ca. 1 time.
Hæld skyen fra bradepanden, og skru ovnen op på 225 C.
Steg anden i yderligere 30 min, så skindet bliver sprødt.
Tag anden ud og læg den på et skærebræt. Den skal hvile i ca. 20 min, inden du parterer den.
Den må ikke dækkes til, for så bliver skindet blødt.
Skær lår og vinger af og læg dem på et serveringsfad. Kom evt. stanniol om lårbenene, som et håndtag. Skær de to andebryster fra skroget, og skær kødet i pæne stykker, og læg på fadet. Serveres straks. Velbekomme!
Skriv endelig en kommentar