Verdens bedste røræg – Opskrift på verdens bedste cremede røræg. Røræg eller srambled eggs, som det også hedder, er en vidunderlig måde at tilberede æg på. Jeg elsker røræg og spiser det gerne til enten morgenmad eller frokost flere gange om ugen. Min favoritmåde at lave røræg på er helt klart denne metode, hvor de bliver så cremede og helt perfekte.
Min bedste opskrift på røræg
Min opskrift på de bedste røræg er virkelig nem og enkel, dog kræver den en anelse tålmodighed, men jeg lover, at det er det hele værd. Du skal kun bruge ganske få ingredienser: æg, smør, creme fraiche, salt og peber. Hele hemmeligheden bag de cremede røræg er at slå æggene ud på panden og røre rundt i æggene ved svag varme. Derudover tilsætter jeg creme fraiche til røræggene, hvilket også gør dem dejligt cremede.
Servering
Det er vigtigt at der tilsættes godt med salt, da det er med til at give æggene god smag. Server gerne dine røræg med ristet rugbrød (smørristet, hvis det skal være ekstra luksus), friske tomater og friske krydderurter. Det smager jo også lækkert med sprødt bacon til røræg.
Røræg skal helst spises lige med det samme, men man kan godt komme det i en bøtte og opbevare det på køl i et døgn, hvis det f.eks. skal bruges til et koldt frokostbord med fisk. Rigtig god fornøjelse!
Følg med på de sociale medier
Husk endelig at følge mig på mine andre sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både det søde og det salte køkken. Du kan følge mig på Instagram, Facebook og TikTok. Derudover kan du prøve funktionen med din personlige opslagstavle (lyserød tegnestift i højre hjørne) her på bloggen. Her kan du på en hyggelig måde samle alle dine favoritopskrifter her fra min blog, så du nemt og hurtigt kan finde dem frem, næste gang du skal i køkkenet. Samtidig kan du dele din egen opslagstavle med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration til bagning og madlavning fra dig.
Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest.
Verdens bedste røræg
Ingredienser
Verdens bedste røræg
5 æg
35 g smør
2 spsk. creme fraiche
Salt og peber
Servering
Smørristet rugbrød
Cherry tomater
Frisk persille eller purløg
Fremgangsmåde
Verdens bedste røræg
Slå æggene ud på en pande ved lav varme. Rør i æggene med en dejskraber eller en paletkniv hele tiden. Når æggene er rørt godt rundt skrues der lidt højere op for varmen og smørret tilsættes, imens der stadig røres rundt. Æggene skal begynde at tykne og samle sig, men det tager lidt tid, så hav tålmodighed.
Når æggene har samlet sig og er blevet cremede og smørret er smeltet sammen med æggene tilsættes creme fraichen. Rør det godt rundt og smag til med salt og peber. Server straks med rugbrød, tomater og friske krydderurter. Velbekomme!
For en lidt anderledes version, prøv at smide en teske Tomat Puré i, det er dejligt friskt, og passer jo så også sammentidig godt til Cherry Tomaterne 🙂