Tørrede appelsinskiver – Opskrift på tørrede appelsinskiver, som er perfekt til hjemmelavet pynt. De fineste skiver af tørret appelsin, som pynter flot på juletræet, i vindueskarmen eller som pynt på gaver. Det er meget nemt at lave tørrede appelsinskiver, du behøver nemlig kun appelsiner og en ovn. Appelsinerne skæres i skiver og kommes på bageplader med bagepapir, hvorefter de tørrer i ovnen i ca. 3 timer. Appelsinskiverne skal lige vendes en gang undervejs, men ellers så passer de sig selv i ovnen.
Hvis du vil bruge appelsinskiverne som pynt på f.eks. en snor, så kan der laves et lille hul med en kniv, så appelsinskiverne kan trækkes igennem en snor. De tørrede appelsinskiver er også helt ideelle til at bruge som pynt i cocktails og også perfekt i gløgg. I stedet for appelsiner, så kan andre citrusfrugter også bruges f.eks. lime og citron.
De tørrede appelsinskiver kan holde sig længe i en luftæt beholder som f.eks. en kagedåse. Hvis appelsinskiverne skal holde meget længe, så må de endelig ikke være for bløde, så skal de være helt tørre, fordi ellers så rådner de. Så jo mere tørre de er, jo længere tid holder de. Rigtig god fornøjelse!
Ingredienser
Tørrede appelsinskiver
4 appelsiner
Fremgangsmåde
Tørrede appelsinskiver
Tænd ovnen på 100 C varmluft.
Skær appelsinerne i skiver af ca. 2-3 mm. Læg appelsinskiverne på 1-2 bageplader med bagepapir. Tør appelsinskiverne i ovnen. Først i 1,5 time, derefter vendes alle skiverne og de tørrer videre i yderligere 1,5 time. Ovne er meget forskellige, så hvis dine appelsinskiver ikke er helt tørre efter de 3 timer, så kan de sagtens tørre i længere tid. Lad herefter appelsinskiverne tørre på en bagerist ved stuetemp. til de er helt hårde. Opbevar de tørrede appelsinskiver i en kagedåse eller en anden form for luftæt beholder ved stuetemperatur. De kan sagtens holde til næste jul.