Sprøde og luftige surdejsboller er noget af det bedste der findes, især når bollerne er hjemmebagte. Jeg har endelig fået tid til at eksperimentere med surdej, og det er der kommet disse utroligt lækre surdejsboller ud af. De er sprøde, luftige, saftige og så har de en fantastisk god smag. Jeg har taget udgangspunkt i min mest populære opskrift, nemlig opskriften på sprøde og luftige boller. Jeg har lavet et par småjusteringer i opskriften, så den nu passer perfekt til surdejsboller. Jeg er slet ikke ekspert i surdej, men det er der heldigvis mange andre der er, og jeg følger utroligt meget med hos f.eks. Grødgrisen, som har lavet en helt perfekt surdejsguide. Mejnerts Mølle deler også ud af deres viden og erfaring med surdej. De laver desuden også fantastisk lækker økologisk mel, som jeg tit bruger, når jeg bager. I dejen har jeg tilsat lidt forskellige meltyper bl.a. sigtet hvedemel og fuldkorn ølandshvedemel, men prøv dig frem og tilsæt de meltyper du foretrækker. Rigtig god fornøjelse!
Test om din surdej er klar til at bage med:
Hvis du er i tvivl om din surdej er aktiv nok, og om den er klar til at bage med, så kan du fylde koldt vand i et glas. Kom en skefuld surdej i glasset og hvis din surdej flyder, så er den aktiv og helt perfekt til at bage med.
Følg med på de sociale medier
Husk endelig at følge mig på mine andre sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både det søde og det salte køkken. Du kan følge mig på Instagram, Facebook og TikTok. Derudover kan du prøve funktionen med din personlige opslagstavle (lyserød tegnestift i højre hjørne) her på bloggen. Her kan du på en hyggelig måde samle alle dine favoritopskrifter her fra min blog, så du nemt og hurtigt kan finde dem frem, næste gang du skal i køkkenet. Samtidig kan du dele din egen opslagstavle med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration til bagning og madlavning fra dig.
Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest.
Ingredienser
Sprøde og luftige surdejsboller (ca. 12-14 stk.)
25 g gær eller 5 g gær, hvis du vil koldhæve dejen (hvis nødvendigt og din surdej ikke er aktiv nok)
5 dl koldt vand
120 g surdej (fodret og aktiv)
1 spsk. flydende honning f.eks. akacie honning
300 g hvedemel
200 g sigtet hvedemel
50 g ølandshvedemel, fuldkorn
15 g salt
Fremgangsmåde
Sprøde og luftige surdejsboller
Opløs gæren i det vandet i en røreskål til køkkenmaskinen. Tilsæt surdej. Tilsæt honningen og rør det rundt med en træske. Bland melet sammen og rør det i dejen lidt adgangen, indtil dejen får en ensartet konsistens. Dejen skal ikke æltes på dette trin, det skal ligne havregrød. Lad dejen hvile i 15 minutter. Tilsæt salt og kør dejen på medium hastighed med den flade krog (K’et) i ca. 10 minutter eller indtil dejen er blank og ensartet. Dejen skal være helt blank, smidig, våd og elastisk (den ligner ikke en klassisk bolledej).
Smør en plastic beholder (jeg bruger sådan en her *reklamelink) eller en stor skål med lidt olivenolie. Hæld dejen i bøtten eller skålen og dæk den til med låg eller husholdningsfilm. Hvis du koldhæver dejen, skal dejen stå på køl i ca. 10-24 timer (gerne i grøntsagsskuffen i køleskabet, der er temperaturen bedst). Hvis dejen skal hæve ved stuetemperatur, stille du den på køkkenbordet og lader dejen hæve i ca. 3 timer.
Ca. 30 minutter før dejen har hævet færdigt tændes ovnen på 250 C varmluft med en bageplade indeni samt en rist med en bradepande på. Hæld kogende vand i bradepanden, lige inden du sætter bollerne ind i ovnen, det gør, at der bliver skabt damp inde i ovnen, som gør bollerne sprøde.
Hæld dejen forsigtigt ud på et meldrysset bord og drys også en smule mel udover dejen. Del dejen i lige store stykker med en kniv eller en spatel (uden at arbejde for meget med dejen) og placer bollerne på et stykke bagepair, som trækkes over på den varme bageplade. . Bag bollerne i midten af ovnen i ca. 15-18 minutter. De skal være sprøde og lyde hule, når du banker på dem. Lad bollerne køle af på en rist og server dem. Velbekomme!
Hejsa. Hvad nu, hvis man ikke har en røremaskine? Kan man lave dejen i hånden?
Ja, dejen kan sagtens æltes ved håndkraft (det er god træning) 🙂 Det kan også gøres ved hjælp af en elpisker med dejkroge.
Mine boller smager godt, men de blev både flade og bløde ?
Fik de mon lov til at hæve længe nok, var din surdej aktiv og var ovnen mon varm nok? 🙂
MUMS – stor succes i mit andet forsøg på dine boller. 1. forsøg blev gjort med el-pisker – og ikke så længe som beskrevet. De blev okay… men denne gang brugte jeg røremaskine og fulgte mere slavisk dine anvisninger om røre – holde pause- og røre igen – og ved at røre i så lang tid som du skriver, blev konsistensen jo HELT anderledes. Koldhævning i ca 12 timer og de endte med at få 20 min. i ovnen. Men sikke en forskel – endelig lykkedes det at lave boller med lidt huller i og det lækre sprøde crunch når man bider. Tak 🙂
Hvor er det bare en god opskrift på de her boller! Jeg har allerede lavet dem 4 gange, og jeg glæder mig hver gang jeg bager dem! Jeg vil lige høre om de kan fryses, og i så fald, hvor lang tid kan de holde til at være i fryseren? Har du en ide til, hvordan man skal tage dem op af fryseren, når man så skal bruge dem? Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at bruge dem til min bryllupsreception!
både gær og surdej? hvordan kan det være?
Man kan sagtens bruge gær og surdej i samme opskrift. Surdejen giver en vis smag til brødet og gæren kan hjælpe den med at hæve hvis surdejen ikke er aktiv nok.
Super god opskrift! Har bagt dem mange gang nu. Også som brød. Har du erfaringer med at variere smagen? Med kerner, gulerødder mv? Mvh Majbritt
Dejligt at høre! Ja, kerner er så lækkert, og det samme med gulerødder, så det kan sagtens lade sig gøre 🙂
Hej Frederikke.
Jeg har lavet dejen kun med en aktiv surdej. Den er rørt længe på røremaskine, så den samler sig fint, kommet i bøtte og derefter på køl. Men den hæver slet ikke i køleskabet – så den er helt våd næste morgen. Skal den hæve et par timer inden den kommer på køl?
Hilsen Mette.
Enten kan du lade den hæve et par timer inden køl eller også, kan du lade dejen hæve ved stuetemperatur, imens ovnen varmer op 🙂
Kan man godt udlade gæren? Min surdej er 1 uge gammel hvor den der blevet fodret hver dag
Ja, det kan du godt, hvis den er stærk nok til at bage med 🙂 Gæren tilsættes også kun, hvis ens surdej ikke er aktiv nok 🙂