Snickerdoodles – Opskrift på de bedste sprøde og chewy cookies rullet i kanelsukker. Disse amerikanske populære cookies kaldet “Snickerdoodle” er helt vildt gode! Jeg har set disse cookies så mange gange på Instagram, og endelig fik jeg tid til at bage dem og smage dem, og wow de er gode og virkelig nemme at bage! Kagerne er lavet med en cookiedej, hvor der bl.a. er cream of tartar* i, som rulles til kugler som rulles i kanelsukker. Herefter bages der de lækreste smagfulde og duftende kager. De er perfekte at servere til eftermiddagskaffen eller som en del af et større kagebord.
Opskriften giver ca. 35 cookies, men du vælge at fryse halvdelen af dejkuglerne ned, hvis du ikke skal bruge så mange cookies. Prøv også min opskrift på Turtle cookies. Rigtig god fornøjelse!
*Cream of tartar
Cream of Tartar er et hævemiddel, der består af vinsyre. Det giver kagerne en helt speciel konsistens og dybde. Jeg vil anbefale at investere i cream of tartar (kan købes her), fordi man får ikke det samme resultat uden brug af hævemidlet. Man kan godt bruge bagepulver og citronsaft, men det er altså ikke helt det samme. Cream of tartar bruges også i andre amerikanske opskrifter, hvis man vil eksperimentere videre med det.
Ingredienser
Snickerdoodles
235 g smør, blødt
250 g sukker
125 g brun farin
1 tsk. vaniljesukker
2 æg
350 g hvedemel
1 tsk. natron
1,5 tsk. *cream of tartar
Kanelsukker
1 spsk. kanel
100 g sukker
1 lille tsk. fint salt
Fremgangsmåde
Snickerdoodles
Pisk smør, sukker, brun farin og vaniljesukker sammen til det er lyst og luftigt. Det tager ca. 5 min. Tilsæt et æg ad gangen, imens der fortsat piskes. Bland hvedemel, natron og cream of tatar sammen og pisk det i dejen. Stil dejen på køl i 30 min.
Tænd ovnen på 200 C varmluft.
Kanelsukker
Bland kanel, sukker og salt.
Tril dejen til ca. 35 lige store kugler. Her kan du vælge at fryse halvdelen af dejkuglerne ned, hvis du ikke skal bruge så mange cookies.
Tril kuglerne i kanelsukkeret og placer kuglerne på 2-3 bageplader beklædt med bagepapir. Der skal være lidt plads imellem dem. Bag kagerne i 10 min. De skal være gyldne i kanten. Lad snickerdoodles afkøle på en rist inden de nydes. Velbekomme!
Følg med på de sociale medier
Husk endelig at følge mig på mine andre sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både det søde og det salte køkken. Du kan følge mig på Instagram, Facebook og TikTok.
Vil du gemme eller dele opskriften med andre?
Prøv funktionen med din personlige opslagstavle ved at klikke på den lyserøde tegnestift i højre hjørne i opskriften. Sådan kan du på en hyggelig måde samle alle dine favoritopskrifter her fra min blog, så du nemt og hurtigt kan finde dem frem, næste gang du skal i køkkenet. Samtidig kan du dele din egen opslagstavle med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration til bagning og madlavning fra dig.
Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest.