Klassiske scones

Klassiske scones eller scone, som de siger i England, er et must til enhver afternoon tea! Eller scones er bare altid et must. Jeg elsker smørbløde og sprøde scones med hjemmelavet lemoncurd, marmelade eller clotted cream. Der skal selvfølgelig også en god kop te til! Jeg har fået mange scones på diverse rejser og også herhjemme, faktisk så sent som i lørdags, hvor jeg fik afternoon tea på hotel Sankt Petri (det fortæller jeg lidt mere om i et andet indlæg). Det er så nemt at bage scones selv, det tager vitterligt ingen tid, da dejen er lavet med bagepulver og derfor ikke skal hæve. Du kan også tilsætte hakket mørk chokolade eller rosiner til dejen.  Rigtig god fornøjelse!

Klassiske scones
Ingredienser

Scones (ca. 10-12 stk.):

225 g hvedemel

2 tsk. bagepulver

1 spsk. sukker

1/4 tsk. salt

65 g smør, koldt

1 dl kernemælk

1 dl piskefløde

1 sammenpisket æg til pensling

Fremgangsmåde

Scones:

Tænd ovnen på 225 C varmluft. Bland mel, bagepulver, sukker og salt sammen i en skål. Skær smørret ud i tern (ikke for små) og bland det i skålen med hænderne. Tilsæt kernemælk og fløde og saml dejen uden at ælte den. Hæld dejen ud på et bord drysset med lidt mel og flad den forsigtigt ud til den er 2 cm tyk. Udstik scones med et lille glas eller en rund udstikker. Placer dine scones på en bageplade med bagepapir. Pensl scones med æg og bag dem  i ca. 10 minutter. Server dem lune! Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.