Opskrifter Livsstil

Islagkage med Oreo

Islagkage med Oreo – en rigtig bombe! Denne islagkage består af en lækker browniebund med blød og cremet Oreo is og med chokolade ganache ovenpå. Kagen kan med fordel laves et par dage før den skal bruges, blot vent med at pynt kagen lige inden den skal serveres. Selve isen er lavet på kondenseret mælk og derfor uden brug af ismaskine. I har faktisk været en del der har efterspurgt flere islagkage-opskrifter, så jeg har lidt flere i ærmet, udover dem der allerede er her på bloggen. Jeg har f.eks. denne som er med en glutenfri browniebund og vaniljeparfait med marcipan og mørk chokolade, og så er der selvfølgelig også en Daim islagkage.  Rigtig god fornøjelse!

Islagkage med Oreo

Dessert til 10-12 personer
Forberedelse 20 min. / Tilberedning 25 min. / I alt + 6 t.
Ingredienser

Islagkage med Oreo (til ca. 10 personer):

Browniebund:

150 g smør, smeltet

3 æg

185 g sukker

75 g hvedemel

1 tsk. vaniljesukker

1 tsk. bagepulver

4 spsk. kakaopulver

Oreo is:

1 dåse kondenseret mælk

100 g Oreos, grofthakket

1 tsk. vaniljepasta

5 dl piskefløde

Ganache:

1,5 dl piskefløde

1 spsk. glukosesirup

150 g mørk chokolade

Derudover:

Flødeskum af 2 dl fløde

Ekstra Oreos til pynt

Fremgangsmåde

Browniebund:

Tænd ovnen på 185 C varmluft. Smelt smørret og lad det køle lidt af. Pisk sukker og æg lyst og luftigt til en tyk æggesnaps. Bland de tørre ingredienser sammen og rør det forsigtigt i dejen. Tilsæt det smeltede smør og bland. Beklæd en rund springform (23 cm) med bagepapir i bunden og hæld dejen op i springformen. Bag kagen i ovnen i ca. 25 minutter. Lad kagen køle helt af.

Oreo is:

Rør forsigtigt kondenseret mælk sammen med oreos og vanilje. Pisk fløden til en let skum og vend sammen med den kondenserede mælk.

Vælg det fad du gerne vil servere kagen på og placer springformen på midten af fadet. Beklæd indersiden af springformen med hård kageplast og læg browniebunden nederst. Hæld isen udover browniebunden og stil kagen i fryseren, helst til dagen efter.

Ganache:

Varm fløde og glukosesirup op til lige under kogepunktet og hæld det udover chokoladen ( i en skål der kan tåle varme) og lad det stå lidt. Rør derefter rundt i midten af skålen med en dejskraber til massen samler sig og bliver blank. Hæld ganachen ud på den kolde kage og stil den talbage i fryseren til ganachen har sat sig.

Pynt kagen med flødeskum og oreos lige inden servering. Velbekomme!

Bedøm denne ret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.