Chokoladesmåkager med ganache – Frederikke Wærens
Opskrifter Livsstil Shop

Chokoladesmåkager med ganache

Chokoladesmåkager med ganache – Opskrift på de lækreste chokoladesmåkager med blød chokoladeganache. Disse småkager er så gode og vanedannende. Saftige chokoladesmåkager lagt sammen med et lag fløjlsblød chokoladeganache lavet på både mørk chokolade og mælkechokolade. Opskriften på chokoladesmåkagerne komme fra min opskrift på hjemmelavede Oreos, og de passer altså helt perfekt til denne chokoladeganache.

Småkagerne kan opbevares på køl, hvis du ønsker en mere fast ganache eller de kan opbevares ved stuetemperatur, så bliver ganachen lidt mere blød.

Min bedste ganache opskrift

Jeg har mange forskellige opskrifter på ganache her på bloggen, men denne er min helt store favorit. Den er blød, fast og virkelig lækker. Ganachen laves ved at piskefløde og glukosesirup varmes op i en gryde til lige under kogepunktet. Chokoladen kommes i et højt glas til en stavblender, og den varme flødeblanding hældes på chokoladen, og der blendes med stavblenderen. Smørret tilsættes og der blendes til en ensartet, blank og homogen masse. Herefter skal ganachen på køl i 1-2 timer, hvor den samler sig til en fast masse, som kan sprøjtes ud, uden at den flyder ud. Rigtig god fornøjelse!

Små kager til 6-8 personer
Forberedelse 30 min. / Tilberedning 2 t. / I alt 2 t. 30 min.
Ingredienser

Chokoladesmåkager (ca. 20 stk.)

150 g hvedemel

50 g kakaopulver

1 tsk. bagepulver

1 lille nip salt

150 g sukker

150 g smør

1 æg

Ganache

200 g piskefløde

20 g glukosesirup

150 g chokolade, hakket, jeg har brugt halv mørk og halv mælkechokolade

45 g smør

Fremgangsmåde

Chokoladesmåkager

Tænd ovnen på 175 C varmluft.

Kom hvedemel, kakaopulver, bagepulver,salt og sukker i en foodprocessor og kør det et par omgange. Skær smørret i tern og kom det i foodprocessoren og kør det indtil dejen er smuldret. Tilsæt ægget og kør indtil dejen har samlet sig. Form 40 lige store kugler (mine vejede 12 g hver), og placer dem på to bageplader beklædt med bagepapir. Der skal være lidt god afstand imellem hver dejkugle, da dejen flyder lidt ud. Pres dejen lidt ned med 2 fingre og bag i ca. 9-10 minutter. Lad dem køle af på en rist.

Ganache

Kom piskefløde og glukosesirup i en gryde og varm det op til lige under kogepunktet. Kom chokolade i et højt glas til en stavblender. Hæld den varme flødeblanding på chokoladen og blend med stavblenderen. Tilsæt smørret i tern og blend igen til en ensartet, blank og homogen masse. Hæld ganachen i en skål og dæk med husholdningsfilm. Stil ganachen på køl i 1-2 timer. Ganachen skal samle sig til en fast masse, som kan sprøjtes ud, uden at den flyder ud.

Kom ganachen i en sprøjtepose med en rund tyl. Sprøjt ganachen ud på halvdelen a småkagerne og saml kagerne. Stil dem på køl indtil servering. Velbekomme!

 

Bedøm denne ret

1 Comment
  1. Hejsa

    Vil lige høre om man kan bruge glutenfri mel istedetfor hvede mel til disse lækre chokolade småkager😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…

Ingen varer i kurven.