Bastognekage med marengs og mascarpone - Kage med Bastogne
Opskrifter Livsstil Shop

Bastognekage med marengs og mascarpone

Bastognekage med marengs og mascarpone – Opskrift på lækker kage med Bastognekiks, marengs, mascarponecreme, jordbær og Daim. Denne kager er en rigtig lækker dessertkage, som er nem at bage, og som er super lækker med friske bær på.

Kagen består af en bund med smør og bastognekiks. Jeg bruger bastogne kiks fra LU, som man kan købe i de fleste butikker. Ellers kan man købe kopi-produkter, som smager fuldstændig som de rigtige. Hvis du vil lave det ekstra lækkert, så kan man selvfølgelig også bage dem selv, se min opskrift her. Ovenpå kiksebunden er der marengs og det hele bages i ovnen og afkøles. Kagen toppes med en lækker mascarponecreme, som er den samme creme jeg bruger til tiramisu. Jeg har pyntet kagen med friske jordbær skåret i skiver og hakket daim.

Kagen kan serveres som en lækker sommerdessert med friske bær, men den kan også sagtens serveres om vinteren. Selve kagebunden med kiks og marengs kan sagtens bages dagen inden servering. Opbevar bunden pakket ind i stanniol og en frysepose og opbevar den ved stuetemperatur. Så skal man bare piske cremen og pynte kagen lige inden servering, ellers bliver bunden hurtigt blød, hvis den samles og pyntes dagen inden servering.

Prøv også min opskrift på TUC kage med skum og bær. Rigtig god fornøjelse!

Følg med på de sociale medier

Husk endelig at følge mig på mine andre sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både det søde og det salte køkken. Du kan følge mig på Instagram, Facebook og TikTok. Derudover kan du prøve funktionen med din personlige opslagstavle (lyserød tegnestift i højre hjørne) her på bloggen. Her kan du på en hyggelig måde samle alle dine favoritopskrifter her fra min blog, så du nemt og hurtigt kan finde dem frem, næste gang du skal i køkkenet. Samtidig kan du dele din egen opslagstavle med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration til bagning og madlavning fra dig.

Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest.

Kager til 8-10 personer
Forberedelse 30 min. / Tilberedning 30 min. / I alt + 1 t.
Ingredienser

Bastognebund

1 hel pakke bastogne kiks, 260 g

100 g smør, smeltet

Marengs

3 æggehvider

100 g sukker

Mascarponecreme

3 æggeblommer

75 g rørsukker

1 tsk. vaniljepasta

250 g mascarpone

2,5 dl piskefløde

Derudover

1 bakke jordbær (eller andre bær), skåret i skiver

100 g Daim, hakket

 

Fremgangsmåde

Bastognebund

Tænd ovnen på 150 C varmluft.

Knus bastogne kiks, der må gerne være nogle lidt store stykker. Bland kiks med smeltet smør.

Beklæd en springform på 22 cm med bagepapir i bunden. Fordel kiksemassen i bunden og pres det lidt ned.

Marengs

Pisk æggehviderne skummende. Tilsæt sukker lidt ad gangen imens der fortsat piskes. Pisk indtil marengsen er blank og sej. Fordel marengs på kiksebunden.

Bag kagen i ca. 30 min eller indtil marengsen er gylden. Lad kagen afkøle.

Mascarponecreme

Pisk æggeblommer, rørsukker og vanilje til en lys og luftig æggesnaps. Det tager ca. 5 minutter. Skru lidt ned for hastigheden og tilsæt mascarponen og pisk den godt sammen. Tilsæt piskefløden lidt ad gangen imens der piskes. Pisk indtil cremen er luftig og laver små toppe.

Befri forsigtigt kagen fra formen. Fordel mascarponecremen på kagen og pynt med jordbær og daim. Server straks. Velbekomme!

 

Bedøm denne ret

1 Comment
  1. Hej Frederikke
    Kan man lave mascarponecremen om eftermiddagen, og så fordele den på kagen, når den skal serveres om aftenen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…

Ingen varer i kurven.