Banangranola – Opskrift på sprød banangranola med cashewnødder, sesamfrø og mørk chokolade. Den bedste granola, som er sødet med banan. Denne granola består af modne bananer, som blendes sammen med kokosolie eller smør og herefter vendes der havregryn, krydderier og cashewnødder i. Massen bages til en sprød og gylden granola, som efter den er afkølet, tilsættes mørk chokolade.
Denne granola med banan er så nem at lave og passer perfekt som topping på skyr, yoghurt, græsk yoghurt, bananpandekager, smoothie bowls, overnight oats og meget mere. Jeg har lavet granolaen med sesamfrø og cashewnødder, men der kan også tilsættes andre frø, kerner og nødder. Prøv f.eks. med mandler, hasselnødder, hørfrø, chiafrø, græskarkerner eller solsikkekerner.
Granolaen skal bages helt sprød, så sørg gerne for, at den ikke ligger i et alt for tykt lag på bagepladen. Granolaen kan holde sig i lang tid, hvis den er helt tør og opbevares i et luftæt glas eller i en beholder ved stuetemperatur. Rigtig god fornøjelse!
Følg med på de sociale medier
Husk endelig at følge mig på mine andre sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både det søde og det salte køkken. Du kan følge mig på Instagram, Facebook og TikTok. Derudover kan du prøve funktionen med din personlige opslagstavle (lyserød tegnestift i højre hjørne) her på bloggen. Her kan du på en hyggelig måde samle alle dine favoritopskrifter her fra min blog, så du nemt og hurtigt kan finde dem frem, næste gang du skal i køkkenet. Samtidig kan du dele din egen opslagstavle med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration til bagning og madlavning fra dig.
Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest.
Ingredienser
Banangranola
2 bananer, gerne over modne
3 spsk. smør eller kokosolie, smeltet
150 g havregryn
1 lille nip salt
1 tsk. kanel
1 tsk. kardemomme
65 g cashewnødder
25 g kokosflager
20 g sesamfrø
100 g mørk chokolade, hakket eller i drops (kan undlades)
Fremgangsmåde
Banangranola
Tænd ovnen på 150 C varmluft.
Blend bananerne sammen med smeltet smør eller kokosolie til en klumpfri masse.
Hæld bananmassen i en skål og tilsæt havregryn, salt, kanel, kardemomme, cashewnødder, kokosflager og sesamfrø. Rør det godt sammen og fordel det på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag i ca. 45 min. Rør lidt i det undervejs. Det skal være helt sprødt og gyldent. Lad det afkøle, tilsæt chokoladen, bræk granolaen ud i chunks og kom det herefter på et glas med låg eller en beholder og opbevar det ved stuetemp. Velbekomme!