Banandrømmekage – Opskrift på svampet banankage med kokosfyld ala drømmekage. Denne banandrømmekage består af det bedste fra to verdener: Svampet banankage med mørk chokolade og det lækreste sprøde og klistrede kokosfyld fra en drømmekage. To klassiske kager som smager vidunderligt hver for sig, men sammen udgør de en fantastisk lækker kage.
Jeg har tilsat hakket mørk chokolade i banankage-dejen, men det kan man sagtens undlade eller bruge mælkechokolade i stedet for. Denne kage er super nem at bage og er perfekt at servere til eftermiddagskaffen, til fødselsdagen eller på en picnic. Kagen kan sagtens holde sig svampet og lækker på køl i et par dage, hvis man nu vil bage den lidt tid inden den skal serveres. Rigtig god fornøjelse!
Følg med på de sociale medier
Husk endelig at følge mig på mine andre sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både det søde og det salte køkken. Du kan følge mig på Instagram, Facebook og TikTok. Derudover kan du prøve funktionen med din personlige opslagstavle (lyserød tegnestift i højre hjørne) her på bloggen. Her kan du på en hyggelig måde samle alle dine favoritopskrifter her fra min blog, så du nemt og hurtigt kan finde dem frem, næste gang du skal i køkkenet. Samtidig kan du dele din egen opslagstavle med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration til bagning og madlavning fra dig.
Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest.
Banandrømmekage
Ingredienser
Banankage
200 g smør, smeltet
5 æg
200 g rørsukker
100 g brun farin
1 tsk. vaniljesukker
300 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
1/2 tsk. salt
4 over modne bananer
100 g hakket mørk chokolade
Kokosfyld
220 g kokosmel
1 dl piskefløde eller sødmælk
165 g smør
300 g brun farin
Fremgangsmåde
Banankage
Tænd ovnen på 180 C varmluft.
Smelt smørret og lad det køle af.
Pisk æg, rørsukker, brun farin og vaniljesukker lyst og luftigt. Bland melet, bagepulver og salt sammen og rør det i dejen. Mos bananerne og bland sammen med det smeltede smør og rør det i dejen. Vend tilsidst chokoladen i dejen. Beklæd en bradepande (min er 30 x 40 cm) med bagepapir. Bag banankagen i ca. 25 minutter.
Kokosfyld
Kom alle ingredienserne i en gryde og varm det op. Lad det boble en smule under omrøring til det er blevet til en ensartet og sammenhængende masse.
Skru op på 200 C varmluft. Fordel kokosfyld på den forbagte banankage. Bag kagen i ca. 8 minutter. Afkøl kagen og server. Velbekomme!
Kan man ikke dobbel op og så lave i alm bradepande til ovnen og evt bage den lidt længere
Jo, det kan man sagtens 🙂
Banankage
Hold da op hvor er det en vildt lækker kage 😊
Det er ikke sidste gang jeg bager den 😊