Skriger lidt over, hvor godt I har taget imod min nye blog. I er SÅ søde altså – TAK! Som lovet kommer her opskriften på lækre S’mores cupcakes med kiksebund, chokolade og sej og sprød marengs. Husk hvis I afprøver mine opskrifter, så del gerne jeres resultater med hashtag #frederikkewaerens. Jeg bliver så glad når I deler jeres kreationer med mig! Her kommer opskriften:
S’mores cupcakes
Ingredienser
S’mores cupcakes (ca. 12 store cupcakes eller 24 små):
Kiksebund:
20 Digestive kiks
80 g smør
Cupcakes:
300 g mel
80 g kakaopulver
1 spsk. bagepulver
½ tsk. natron
¼ tsk. salt
250 g sukker
100 g smør, smeltet
250 ml. Kernemælk
2 store æg
100 g mælkechokolade, enten hakket eller som dråber
Marengs:
3 dl æggehvider (pasteuriserede)
600 g flormelis
Kornene af 1 vaniljestang
Fremgangsmåde
Chokolade cupcakes:
Tænd ovnen på 170 grader. Sæt papirs formene ned i en metalform til muffins. Blend kiksene og smelt smørret. Bland kiksene og smør sammen til en ensartet masse. Fordel kiksemassen i muffinsformene. Bland mel, kakaopulver, bagepulver, natron og salt sammen i en skål. I en anden skål piskes æg og sukker. Tilsæt kernemælk til det bliver skummende og herefter smørret. Tilsæt de tørre ingredienser og pisk det godt sammen. Fordel dejen i formene. Drys lidt chokolade på hver cupcake. Bag kagerne i ca. 22 minutter. Lad dem køle af.
Marengs:
Pisk æggehviderne stive. Tilsæt flormelis lidt ad gangen, imens der fortsat piskes. Tilsæt vanilje. Pisk indtil det bliver til en sej marengs – det tager ca. 10 minutter. Kom marengsen op i en sprøjte pose med en stjernetyl. Sprøjt marengs ud på hver cupcake og brænd marengsen med en bunsenbrænder. Server helst kagerne med det samme, så smager det bedst. Velbekomme!